← Bekendtgørelse af lov om byfornyelse

§ Bekendtgørelse af lov om byfornyelse · kapitel 24 af 28

Kapitel 10 – Byggeskadefonden vedrørende bygningsfornyelse

LBK nr 260 af 07/04/2003

§ 174. Byggeskadefonden er en selvejende institution, der yder støtte til udbedring af skader, der har årsag i forhold ved ombygningen m.v.

Stk. 2. Fondens dækningsområde omfatter:

  1.   Ombygningsarbejder efter kapitel 3 gennemført med offentlig støtte i henhold til reglerne i kapitel 4.

  2.   Ejerfinansierede arbejder i henhold til § 57, stk. 2, 1. pkt.

  3.   Nybyggeri efter kapitel 3 opført med støtte i henhold til reglerne i kapitel 4. Dog er nybyggeri opført af almene boligorganisationer eller som private andelsboliger omfattet af Byggeskadefonden for støttet nybyggeri, jf. lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.

  4.   Udbedringsarbejder, der udføres med støtte fra fonden efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 3. Fondens dækningsområde omfatter ikke mindre ombygninger.

Stk. 4. Fonden yder støtte til dækning af indtil 95 pct. af ejerens udgifter til udbedring af byggeskader. I fondens støtte fragår eventuelle beløb, som ejeren har krav på at få dækket hos et forsikringsselskab eller en ansvarlig skadevolder.

Stk. 5. Støtte fra fonden kan opnås til udbedring af skader, der anmeldes til fonden inden 20 år fra arbejdernes aflevering. Ved private andelsboliger opført væsentligt i bygherrens eget regi kan dækning dog opnås for skader, der anmeldes inden 20 år fra skæringsdagen for byggeriets overgang fra anlæg til drift.

Stk. 6. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om

  1.   de i stk. 2-5 nævnte forhold,

  2.   de i § 175, stk. 1-3 samt 6 og 7, nævnte forhold,

  3.   fondens administration, regnskaber og revision heraf.

Stk. 7. Økonomi- og erhvervsministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler for fondens regresret ved senere overdragelse af ejendomme, der er ombygget eller opført efter reglerne i kapitel 3.

§ 175. Bygherren skal foranledige, at der foretages en registrering af bygningens tilstand, inden ombygningen påbegyndes.

Stk. 2. Bygherren skal stille fornødne krav til byggeriets andre parter om kvalitetssikring i forbindelse med ombygningen.

Stk. 3. Ejer skal udarbejde og følge en plan for drift og vedligeholdelse for hele bygningen og friarealer samt holde dette forsvarligt ved lige. Ejer skal hvert 5. år revidere den i 1. pkt. nævnte drifts- og vedligeholdelsesplan. Drifts- og vedligeholdelsesplaner skal indsendes til kommunalbestyrelsen, som påser, at de overholdes. Ejer skal på lejerens forlangende give denne eller dennes befuldmægtigede adgang til at gennemgå de i 1. og 2. pkt. nævnte planer på ejendommen eller andetsteds i vedkommende byområde.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal for huslejenævnet indbringe spørgsmål om overtrædelse af de i stk. 3 nævnte planer, der efter kommunalbestyrelsens vurdering er af væsentlig betydning for, at bygningens vedligeholdelsestilstand kan opretholdes. Endvidere kan uenighed om bygningsejerens opfyldelse af de i stk. 3 nævnte planer af mindst 1/4 af lejerne eller i ejendomme med beboerrepræsentation efter lov om leje af beboerrepræsentanterne i den pågældende ejendom indbringes for huslejenævnet. § 22, stk. 3, i lov om midlertidig boligregulering finder tilsvarende anvendelse ved huslejenævnets afgørelse af, om de i stk. 3 nævnte planer er overholdt. Lov om midlertidig regulering af boligforholdene § 60 finder anvendelse på Grundejernes Investeringsfonds gennemførelse af arbejder, der er omfattet af de i stk. 3 nævnte planer .

Stk. 5. Byggeskadefonden skal med henblik på at vurdere bygningens tilstand og registrere eventuelle skader inden udløbet af en periode på 5 år efter arbejdernes aflevering forestå og afholde udgiften ved gennemførelse af et eftersyn (5-års-eftersyn). Ved private andelsboliger opført væsentligt i bygherrens eget regi beregnes 5-års-perioden fra skæringsdagen for byggeriets overgang fra anlæg til drift.

Stk. 6. Fonden kan opdele eftersynet som omhandlet i stk. 5 i to eftersyn, der afholdes inden henholdsvis 1 og 5 år fra afleveringen af det enkelte byggeri og ved private andelsboliger opført væsentligt i bygherrens eget regi fra skæringsdagen for byggeriets overgang fra anlæg til drift.

Stk. 7. Ejeren og bygherren er forpligtet til at meddele fonden enhver oplysning, der er nødvendig for fondens administration af reglerne i dette kapitel.

§ 176. Fonden ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer. Bestyrelsen udpeges af økonomi- og erhvervsministeren på grundlag af indstillinger fra de i stk. 2 nævnte organisationer og myndigheder.

Stk. 2. Kommunernes Landsforening samt landsomfattende sammenslutninger af henholdsvis grundejerforeninger, private andelsboligforeninger og lejerforeninger indstiller hver et medlem til fondens bestyrelse. Københavns og Frederiksberg Kommuner indstiller i fællesskab et medlem.

Stk. 3. Der udpeges og indstilles stedfortrædere efter reglerne i stk. 1 og 2. Udpegning af bestyrelsen og stedfortrædere sker for 4 år ad gangen. Finder udpegning sted i løbet af en periode, gælder den kun til periodens udløb.

Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren godkender fondens vedtægter.

Stk. 5. Fonden skal på forlangende give økonomi- og erhvervsministeren enhver oplysning om sin virksomhed.

§ 177. Bidrag til fonden udgør 1,5 pct. af de godkendte ombygningsudgifter, herunder ejerfinansiering i henhold til § 57, dog 1 pct. af de godkendte udgifter ved nybyggeri. Bidraget indbetales af kommunalbestyrelsen til fonden, når regnskabet for ombygningen eller nybyggeriet er godkendt.

Stk. 2. Der betales ikke bidrag for arbejder udført med støtte fra fonden, jf. § 174, stk. 2, nr. 3.

Stk. 3. Fonden kan, såfremt det er nødvendigt til dækning af fondens udgifter og efter økonomi- og erhvervsministerens nærmere bestemmelse herom, opkræve et ekstraordinært bidrag fra samtlige ejendomme omfattet af fondens dækningsområde.

Stk. 4. Såfremt indbetaling af bidrag efter stk. 1 og 3 ikke sker rettidigt, påløber der fra forfaldsdagen renter, der udgør den rente, der fastsættes efter § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v.

Stk. 5. Inddrivelse af bidrag efter stk. 3 og renter som følge af forsinket betaling af dette bidrag foretages af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor ejendommen er beliggende. Der tillægges kommunalbestyrelsen udpantningsret for bidrag og renter.

§ 178. Fondens andel af udgiften til udbedring af byggeskader kan efter fondens bestemmelse herom helt eller delvis finansieres gennem optagelse af realkreditlån med pant i den pågældende ejendom. Lånene kan maksimalt have en løbetid på 30 år. Fonden afholder samtlige ydelser på eventuelt optagne realkreditlån, jf. 1. og 2. pkt.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen stiller garanti for lånoptagelsen efter stk. 1.

Stk. 3. Fonden godtgør kommunen eventuelle tab som følge af garantistillelsen.

§ 179. Grundejernes Investeringsfond kan af sine renteindtægter

  1.   yde lån til Byggeskadefonden i etablerings- og opbygningsfasen. Renten fastsættes af bestyrelsen for Grundejernes Investeringsfond,

  2.   stille garanti for Byggeskadefondens udgifter til dækning af skader omfattet af § 174. En eventuel aftale herom mellem Grundejernes Investeringsfond og Byggeskadefonden skal godkendes af socialministeren.

Stk. 2. Grundejernes Investeringsfond kan kun påtage sig forpligtelser efter stk. 1 inden for den i lov om midlertidig regulering af boligforholdene § 61, stk. 1, fastsatte beløbsramme.