Bekendtgørelse af lov om værdipapirhandel m.v. § 7

§ 7. I denne lov forstås

  1. ved en fondsbørs et aktieselskab, der driver børsvirksomhed,

  2. ved en autoriseret markedsplads et aktieselskab, der driver virksomhed som autoriseret markedsplads,

  3. ved en værdipapirmægler et aktieselskab, der driver værdipapirmæglervirksomhed,

  4. ved en pengemarkedsmægler et aktieselskab, der driver pengemarkedsmæglervirksomhed,

  5. ved en clearingcentral et aktieselskab, der driver værdipapirclearingvirksomhed, og

  6. ved en værdipapircentral et aktieselskab, der driver registreringsvirksomhed.

Stk. 2. De frister, der er fastsat i eller i henhold til denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.

Stk. 3. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

Stk. 4. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1, på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens længde.

Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag.

Kilde: Retsinformation.dk