Bekendtgørelse af lov om værdipapirhandel m.v. § 37
§ 37. En udsteder af aktier, der er optaget til notering på en fondsbørs eller til handel på en autoriseret markedsplads, og dennes moderselskab skal udarbejde interne regler for de i § 34, stk. 4, nævnte personers adgang til for egen eller tredjemands regning at handle med de af udstederen udstedte aktier, jf. første led, og dertil knyttede finansielle instrumenter. En udsteder skal føre en ajourført fortegnelse over de personer, der er omfattet af § 34, stk. 4. De omfattede personer skal straks orienteres herom.
Stk. 2. En person omfattet af § 34, stk. 4, skal hurtigst muligt give den pågældende udsteder meddelelse om vedkommendes besiddelse af aktier i selskabet og ændringer heri samt videregive oplysninger modtaget efter stk. 4.
Stk. 3. Med besiddelse omfattet af stk. 2 sidestilles aktier, der ejes af følgende fysiske personer og selskaber med relation til den i § 34, stk. 4, nævnte personkreds:
-
Ægtefælle eller samlever,
-
mindreårige børn, hvor den i § 34, stk. 4, nævnte person er indehaver af forældremyndigheden,
-
selskaber, i hvilke personer omfattet af § 34, stk. 4, eller personer omfattet af nr. 1 og 2 alene eller tilsammen udøver en indflydelse som nævnt i § 31, stk. 1, nr. 1-5.
Stk. 4. En person omfattet af stk. 3 skal hurtigst muligt give den person i § 34, stk. 4, som vedkommende har relation til, meddelelse om vedkommendes besiddelse af aktier i selskabet samt ændringer heri.
Stk. 5. En udsteder skal for hver enkelt handelsdag foretage en nettoopgørelse af de efter stk. 2 meddelte erhvervelser og afhændelser. Hver erhvervelse henholdsvis afhændelse indgår med den kursværdi, handelen er foretaget til. Den samlede erhvervelse eller afhændelse, jf. dog stk. 6 og 7, skal af udstederen indberettes senest den efterfølgende handelsdag til den pågældende fondsbørs henholdsvis autoriserede markedsplads. Fondsbørsen henholdsvis den autoriserede markedsplads offentliggør straks disse oplysninger.
Stk. 6. Medfører en opgørelse efter stk. 5 en ændring med en kursværdi under 50.000 kr., kan udstederen undlade at indberette ændringen til den pågældende fondsbørs henholdsvis autoriserede markedsplads.
Stk. 7. Meddelelse efter stk. 2 og 4 samt indberetning efter stk. 5 skal indeholde oplysning om fondskode, handelsdato, antallet af handlede aktier og kursværdien heraf samt den samlede besiddelse og kursværdien heraf. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om registrering og anmeldelse.
Stk. 8. En udsteder skal hvert kvartal indberette en opgørelse over
-
den samlede bestyrelses aktiebesiddelse i selskabet samt kursværdien heraf,
-
den samlede direktions aktiebesiddelse i selskabet samt kursværdien heraf og
-
den samlede aktiebesiddelse for personer omfattet af stk. 3 og § 34, stk. 4, samt kursværdien heraf,
-
til den pågældende fondsbørs eller autoriserede markedsplads, som straks offentliggør opgørelsen. Såfremt direktionen hos en udsteder alene består af ét medlem, kan opgørelsen i henhold til nr. 1 og 2 indberettes samlet. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler herfor.
Kilde: Retsinformation.dk