← Bekendtgørelse af lov om værdipapirhandel m.v.

§ Bekendtgørelse af lov om værdipapirhandel m.v. · kapitel 42 af 62

Kapitel 11 – Virksomhed som autoriseret markedsplads

LBK nr 1269 af 19/12/2003

§ 40. Ved virksomhed som autoriseret markedsplads forstås regelmæssig omsætning af værdipapirer, som ikke er noterede på en fondsbørs (unoterede).

Stk. 2. Unoterede værdipapirer kan på en udsteders anmodning optages til handel på en autoriseret markedsplads, såfremt lovens betingelser er opfyldt, de pågældende unoterede værdipapirer er omfattet af den autoriserede markedsplads' formålsbestemmelse og den autoriserede markedsplads skønner, at handel med disse papirer har offentlig interesse.

Stk. 3. Vedtægterne for en autoriseret markedsplads skal i formålsbestemmelsen indeholde oplysninger om, hvilke typer af unoterede værdipapirer der kan omsættes.

§ 41. Bestyrelsen for en autoriseret markedsplads er ansvarlig for, at markedspladsens virksomhed foregår på en hensigtsmæssig og betryggende måde.

Stk. 2. Det påhviler den enkelte autoriserede markedsplads

  1. at sørge for, at de nødvendige værdipapirhandelssystemer og informationssystemer er til rådighed,

  2. at virke for, at handel finder sted på en måde, der sikrer, at handelen foregår på en redelig og gennemskuelig måde og inden for lovgivningens rammer sikrer alle berørte en ligelig behandling, og

  3. at påse, at udstedere og medlemmer af den autoriserede markedsplads overholder reglerne efter stk. 3.

Stk. 3. En autoriseret markedsplads skal fastsætte

  1. regler for optagelse af værdipapirer til handel på markedspladsen samt udstederes og aktionærers oplysningsforpligtelser,

  2. regler om vilkårene for at være medlem af markedspladsen og

  3. regler for indberetning af handel til løbende markedsovervågnings- og informationsformål.

Stk. 4. Hvis et medlem af den autoriserede markedsplads groft eller gentagne gange tilsidesætter vilkårene for at være medlem af markedspladsen, jf. stk. 3, nr. 2, kan den autoriserede markedsplads ophæve medlemskabet.

§ 42. En autoriseret markedsplads kan bestemme, at et unoteret værdipapir ikke længere skal handles på markedspladsen, såfremt denne finder, at det unoterede værdipapir ikke længere er i investorernes, låntagernes eller værdipapirmarkedets interesse.

Stk. 2. Mister en udsteder rådigheden over sit bo, kan dennes værdipapirer ikke længere handles.

Stk. 3. Fremsætter en udsteder, hvis unoterede værdipapirer handles på markedspladsen, anmodning om, at handelen skal ophøre, skal anmodningen tages til følge, medmindre den autoriserede markedsplads finder, at ophøret ikke er i investorernes, låntagernes eller værdipapirmarkedets interesse.

Stk. 4. Handelen med et unoteret værdipapir skal ophøre senest samtidig med, at værdipapiret optages til notering på en fondsbørs.

Stk. 5. Den autoriserede markedsplads skal fastsætte regler om de nærmere betingelser for ophør af handel med unoterede værdipapirer.

§ 42 a. De beføjelser, der er tillagt en autoriseret markedsplads efter bestemmelserne i § 40, stk. 2, og § 42, udøves af Fondsrådet, når en dansk eller udenlandsk autoriseret markedsplads ansøger om optagelse til handel af sine værdipapirer på en autoriseret markedsplads.