Aktivloven § 11

§ 11. Kommunen yder hjælp i form af kontanthjælp, starthjælp og aktivering.

Stk. 2. Det er en betingelse for at få hjælpen,

  1.   at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold, f.eks. i form af sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør,

  2.   at ændringerne bevirker, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse, og

  3.   at behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser.

Stk. 3. Retten til kontanthjælp er tillige betinget af, at ansøgeren har opholdt sig her i riget i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år. I beregningen af opholdstiden indgår perioder, hvor ansøgeren har haft folkeregisteradresse her i riget, medmindre særlige grunde fører til et andet resultat. Ophold i udlandet i perioder på sammenlagt højst 2 måneder pr. kalenderår i forbindelse med ferie, studierejser, tjeneste- og forretningsrejser m.v. ligestilles med ophold her i riget, hvis personen har beholdt sin bopæl i Danmark.

Stk. 4. Kravet om, at ansøgeren skal have opholdt sig her i riget i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år, gælder ikke for EU/EØS-borgere, i det omfang disse efter EU-retten er berettigede til hjælpen.

Stk. 5. Kommunen træffer afgørelse om retten til forsørgelse i form af kontanthjælp eller starthjælp. Ansøgeren har pligt til at bidrage med oplysninger, der er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp ansøgeren er berettiget til. Hvis personen ikke kan dokumentere, at opholdskravet i stk. 3 eller 4 er opfyldt, yder kommunen starthjælp.

Personer under uddannelse

Kilde: Retsinformation.dk