Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed § 9 a

§ 9 a. Finanstilsynet kan nægte et forsikringsselskab koncession, hvis et medlem af forsikringsselskabets direktion eller bestyrelse

  1. må skønnes ikke at have fyldestgørende erfaring til at udøve stillingen eller hvervet,

  2. er dømt for strafbart forhold og det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet eller

  3. i stilling eller erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil varetage stillingen eller hvervet på forsvarlig måde.

    Stk. 2. Tilladelse kan desuden nægtes, hvis de i kapitel 3 a nævnte kapitalejere skønnes at ville modvirke en forsvarlig drift af forsikringsselskabet.

    Stk. 3. Tilladelse kan endvidere nægtes, hvis der foreligger snævre forbindelser mellem forsikringsselskabet og andre virksomheder eller personer, og hvis disse forbindelser vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets opgaver.

    Stk. 4. Ved snævre forbindelser forstås

  1. direkte eller indirekte forbindelser af den i lov om finansiel virksomhed § 2, stk. 1, nr. 6, angivne art,

  2. direkte eller indirekte besiddelse af mindst 20 pct. af stemmerettighederne eller kapitalen i en virksomhed eller

  3. flere virksomheders eller personers fælles forbindelse, jf. nr. 1, med en virksomhed.

    Stk. 5. Finanstilsynet kan nægte tilladelse, såfremt lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, vedrørende en virksomhed eller en person, som forsikringsselskabet har snævre forbindelser med, vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets opgaver.

Kilde: Retsinformation.dk