Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed § 89
§ 89. Direktionen skal drage omsorg for, at selskabet råder over tilstrækkelig sagkundskab til beregning af forsikringsmæssige hensættelser.
Stk. 2. Har selskabet koncession til at drive livsforsikringsvirksomhed, skal der til varetagelse af de nødvendige forsikringstekniske funktioner, herunder beregninger og undersøgelser, være ansat en ansvarshavende aktuar godkendt af Finanstilsynet. Stillingen som ansvarshavende aktuar kan ikke forenes med stillingen som medlem af direktionen i selskabet.
Stk. 3. Søger et selskab Finanstilsynets godkendelse af en ny ansvarshavende aktuar, skal anmodningen være ledsaget af en angivelse af årsagen til skiftet.
Stk. 4. Den ansvarshavende aktuar skal påse, at selskabet overholder sit tekniske grundlag m.v. Aktuaren skal i denne forbindelse gennemgå det aktuarmæssige indhold i selskabets aktiviteter og materiale i øvrigt, herunder markedsføringsmateriale og bonusprognoser, og påse, at det tekniske grundlag m.v., jf. § 30, til enhver tid er i overensstemmelse med de i § 31, stk. 1-5, nævnte krav.
Stk. 5. Den ansvarshavende aktuar skal omgående indberette enhver tilsidesættelse af de i stk. 4 nævnte forhold til Finanstilsynet. Aktuaren har ret til af direktionen at forlange alle oplysninger, som er nødvendige for udøvelsen af hvervet. Finanstilsynet kan kræve de oplysninger af aktuaren, som er nødvendige til bedømmelse af selskabets økonomiske stilling.
Stk. 6. Den ansvarshavende aktuar skal årligt indsende en beretning til Finanstilsynet.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om de i stk. 2-6 nævnte forhold.
Kilde: Retsinformation.dk