Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed § 251

§ 251. Finanstilsynet påbyder et selskab, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed, inden for en af tilsynet fastsat frist at foretage de foranstaltninger, der skønnes nødvendige, såfremt

  1. selskabet ikke har hensat tilstrækkelige beløb til dækning af forsikringsmæssige forpligtelser,

  2. tilsynet ikke finder den måde, hvorpå selskabets midler er anbragt, betryggende, eller

  3. nogen af de i § 250, stk. 1, nr. 1, eller de i lov om finansiel virksomhed § 70, stk. 1 nævnte omstændigheder foreligger.

    Stk. 2. Er de påbudte foranstaltninger ikke truffet inden den fastsatte frist, og skønnes undladelsen at medføre fare for de forsikrede, kan Finanstilsynet træffe bestemmelse om, at selskabet skal træde i likvidation. Såfremt selskabet driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan Finanstilsynet tilbagekalde selskabets koncession til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, hvorefter forsikringsbestanden tages under administration af Arbejdsskadestyrelsen i henhold til § 49 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Kilde: Retsinformation.dk