← Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed

§ Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed · kapitel 54 af 58

Kapitel 26 – *

LBK nr 645 af 05/08/2002

Tilsyn

§ 237. Finanstilsynet påser overholdelse af denne lov og af de regler, der er udstedt i medfør af loven. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påser overholdelsen af § 21.

    Stk. 2. Det Finansielle Virksomhedsråd indgår i tilsynet med forsikringsselskaber inden for rådets kompetenceområde, jf. lov om finansiel virksomhed § 65, stk. 2.

    Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren udfærdiger forskrifter for Finanstilsynets virksomhed, herunder om samarbejdet med andre landes forsikringstilsyn.

§§ 238-240. (Ophævet)

§ 240 a. Finanstilsynet udøver for forsikringsselskaber de beføjelser, der er tillagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i aktieselskabslovens § 72, stk. 2, § 117, stk. 1, og § 118.

    Stk. 2. Beslutning om kapitalnedsættelse skal godkendes af Finanstilsynet i de i aktieselskabslovens § 44 a, stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte tilfælde.

    Stk. 3. Beslutning om, at nye aktier skal kunne indbetales ved konvertering af gæld i medfør af aktieselskabslovens § 33 a, skal godkendes af Finanstilsynet.

    Stk. 4. Livsforsikringsselskabers optagelse af lån i medfør af aktieselskabslovens § 43 skal godkendes af Finanstilsynet.

    Stk. 5. Bestyrelsen i et moderselskab skal underrette bestyrelsen for et datterselskab og Finanstilsynet, så snart et koncernforhold er etableret.

    Stk. 6. Såfremt indbetaling af selskabskapitalen sker med andre værdier end kontanter, skal ved stiftelsen og ved senere forhøjelser de i denne anledning oprettede dokumenter i bekræftet genpart indsendes til Finanstilsynet.

    Stk. 7. Vedtagelser i medfør af aktieselskabslovens § 126 om, at likvidationen skal hæves, skal godkendes af Finanstilsynet.

§§ 240 b-240 c. (Ophævet)

§ 240 d. Som part i forholdet til Finanstilsynet anses alene det forsikringsselskab, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet retter sig mod, jf. dog stk. 2 og 3.

    Stk. 2. I nedennævnte tilfælde anses en anden end forsikringsselskabet tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører pågældende:

  1. Den, der overtræder lovens forbud mod at drive forsikrings- eller mæglervirksomhed, jf. § 1, stk. 1, § 2, stk. 1, §§ 5, 11, 205 og 218.

  2. En virksomhed, som ansøger om tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, jf. § 9, stk. 1, eller hvis ansøgning suspenderes, jf. § 29, stk. 7.

  3. Et medlem af et forsikringsselskabs bestyrelse eller direktion eller en kapitalejer, når tilsynet nægter et forsikringsselskab tilladelse eller inddrager denne, jf. § 9 a, stk. 1-3 og 5.

  4. Den ansvarshavende aktuar, når denne ikke har opfyldt sin oplysningsforpligtelse over for Finanstilsynet, jf. § 89, stk. 5, 1. pkt.

  5. En aktuar, som Finanstilsynet nægter at godkende som ansvarshavende aktuar, jf. § 89, stk. 2.

  6. Virksomheder, som tilsynet finder har snævre forbindelser til et forsikringsselskab, hvorfor tilladelse nægtes eller inddrages, jf. § 9 a, stk. 1-3 og 5.

    Stk. 3. Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmedlem, en revisor, en direktør, den ansvarshavende aktuar eller andre ledende medarbejdere i et forsikringsselskab, hvis Finanstilsynets påtale eller pålæg i medfør af loven eller dennes forskrifter er rettet direkte mod pågældende.

    Stk. 4. Partsstatus og partsbeføjelser efter stk. 2 og 3 er begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelser træffes efter den 8. oktober 1998.

§ 241. (Ophævet)

§ 241 a. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser for anmeldelser efter § 30, herunder om, i hvilket omfang anmeldelserne skal være offentligt tilgængelige.

§ 242. Virksomheder under tilsyn efter denne lov, herunder virksomheder i likvidation og administrationsboer, betaler afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes efter Kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed.

§ 243. Forsikringsselskaber, filialer af udenlandske selskaber, som har fået koncession af Finanstilsynet, og de af denne lov omfattede pensionskasser registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

§§ 244-245. (Ophævet).

§ 246. Modtagelse af fusions- og spaltningsplaner skal straks bekendtgøres i Statstidende af Finanstilsynet, og de er herefter offentligt tilgængelige. Registreringer skal straks bekendtgøres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens edb-informationssystem af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og er herefter offentligt tilgængelige.

§ 246 a. De frister, der er fastsat i eller i henhold til denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.

    Stk. 2. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

    Stk. 3. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1, på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens længde.

    Stk. 4. Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1, på årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

    Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag.

§ 247. Henlægger økonomi- og erhvervsministeren sine beføjelser efter loven til Finanstilsynet, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at klager ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

§ 247 a. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

    Stk. 2. Omgøres en af Finanstilsynet truffet afgørelse, der går ud på, at selskabet skal træde i likvidation, eller at dets livsforsikringsbestand tages under administration, skal Erhvervs- og Selskabsstyrelsen straks registrere dette. Finanstilsynet skal, såfremt selskabet ejer faste ejendomme, drage omsorg for fornøden tinglysning.

§ 248. (Ophævet).