← Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed

§ Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed · kapitel 45 af 58

Kapitel 16 – *

LBK nr 645 af 05/08/2002

Overdragelse af en forsikringsbestand

§ 157. Vil et selskab overdrage hele sin forsikringsbestand eller en bestemt del af denne til et andet selskab, således at det førstnævnte selskab derved befries for ansvar over for forsikringstagerne, skal det ansøge om Finanstilsynets tilladelse dertil, medmindre forsikringsselskabet i forbindelse med overdragelsen indhenter den enkelte forsikringstagers accept. Ansøgningen om overdragelsen skal ledsages af den overenskomst, der er afsluttet mellem de to selskaber, og af sådanne oplysninger om de to selskaber, som Finanstilsynet finder nødvendige for at kunne bedømme, om overdragelsen er forsvarlig over for forsikringstagerne.

    Stk. 2. For så vidt angår livsforsikringsvirksomhed, kan der i forbindelse med overdragelsen i det overdragende selskabs forsikringsvilkår kun foretages sådanne ændringer, som af Finanstilsynet skønnes at være en nødvendig følge af overdragelsen, herunder forandring af bonusreglerne.

    Stk. 3. Medmindre Finanstilsynet på det foreliggende grundlag finder, at tilladelse til overdragelsen bør nægtes, skal Finanstilsynet offentliggøre en redegørelse for den påtænkte overdragelse i Statstidende og i dagblade. Redegørelsen skal indeholde en opfordring til de forsikringstagere, hvis forsikringer agtes overdraget, til senest 3 måneder efter offentliggørelsen at afgive skriftlig meddelelse til Finanstilsynet, såfremt de har indsigelser mod overdragelsen. Selskabet skal samtidig til de forsikringstagere, hvis adresse er selskabet bekendt, sende en meddelelse om overdragelsen samt tilsynets redegørelse.

    Stk. 4. Efter udløbet af den i stk. 3 omhandlede frist træffer Finanstilsynet under hensyntagen til de fremsatte indsigelser beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages i overensstemmelse med det fremsatte forslag. Overdragelsen kan ikke påberåbes som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.

§ 158. Besluttes det at sammensmelte to eller flere forsikringsselskaber til et nyt selskab i henhold til § 161, stk. 1, er beslutningen herom ikke gyldig, før Finanstilsynet i overensstemmelse med § 157 har meddelt tilladelse til den i forbindelse med sammensmeltningen nødvendige overdragelse af forsikringsbestanden.

    Stk. 2. Når Finanstilsynet har truffet beslutning om, at forsikringsbestanden kan overdrages, jf. § 157, stk. 4, kan sammensmeltningen uanset § 27 i lov om forsikringsaftaler ikke påberåbes af forsikringstagerne som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.

    Stk. 3. Vil et forsikringsselskab overdrage sine aktiver og passiver som helhed til et andet forsikringsselskab i henhold til § 161, stk. 1, finder stk. 1 og 2 tilsvarende anvendelse.