Værdipapirhandelsloven § 50

§ 50. Ved clearing forstås opgørelse af forpligtelser og rettigheder ved en aftalt udveksling af ydelser.

    Stk. 2. Ved afvikling forstås udveksling af ydelser til opfyldelse af parternes forpligtelser.

    Stk. 3. Ved netting som anført i § 57 forstås omregning til en nettofordring eller en nettoforpligtelse af fordringer og forpligtelser, der følger af overførselsordrer, som en eller flere deltagere udsteder til eller modtager fra en eller flere andre deltagere, med det resultat, at der kun kan gøres en nettofordring eller nettoforpligtelse gældende.

    Stk. 4. Ved netting som anført i § 58 forstås omregning til en nettofordring eller en nettoforpligtelse af fordringer eller forpligtelser ifølge aftale mellem to parter.

    Stk. 5. Ved værdipapirclearingvirksomhed forstås regelmæssig virksomhed, som består i på en clearingdeltagers vegne at gennemføre clearing, afvikling eller clearing og afvikling af transaktioner med værdipapirer, herunder at indtræde som part i transaktionerne eller på anden måde sikre transaktionernes gennemførelse. Finanstilsynet afgør i tvivlstilfælde, om der foreligger værdipapirclearingvirksomhed.

    Stk. 6. Ved clearingdeltager forstås en part, der har indgået en aftale med en clearingcentral om regelmæssigt at deltage i clearing, afvikling eller clearing og afvikling.

    Stk. 7. Ved indirekte deltager forstås et kreditinstitut som defineret i artikel 1, første led, i direktiv 77/780/EØF, som har indgået en aftale med et institut, der er deltager i et betalingssystem registreret i henhold til § 57 a, eller tilsvarende virksomhed udøvet af Danmarks Nationalbank, hvorved kreditinstituttet bliver i stand til at sende overførelsesordrer gennem systemet.

Kilde: Retsinformation.dk