Værdipapirhandelsloven § 20
§ 20. Finansielle virksomheder omfattet af lov om banker og sparekasser m.v., lov om fondsmæglerselskaber og realkreditloven, herunder virksomheder hjemmehørende i Den Europæiske Union eller et land som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, samt Danmarks Nationalbank kan blive medlemmer af en fondsbørs (fondsbørsmedlemmer).
Stk. 2. En fondsbørs kan efter at have indhentet Finanstilsynets tilladelse optage en virksomhed som nævnt i stk. 1 hjemmehørende i et land, der ikke er omfattet af stk. 1, som medlem.
Stk. 3. En fondsbørs kan tillade, at andre end de i stk. 1 og 2 nævnte kan blive medlemmer af fondsbørsen, såfremt reglerne herfor, jf. stk. 4 og 5, er opfyldt.
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for optagelse af de i stk. 3 nævnte medlemmer.
Stk. 5. De i stk. 3 nævnte medlemmer skal foruden regler fastsat af Finanstilsynet i medfør af stk. 4 opfylde de af den pågældende fondsbørs fastsatte regler i henhold til § 19.
Stk. 6. Senest samtidig med, at en fondsbørs har imødekommet en ansøgning om at blive fondsbørsmedlem i henhold til stk. 1-3, skal fondsbørsen give Finanstilsynet meddelelse herom.
Kilde: Retsinformation.dk