← Værdipapirhandelsloven

§ Værdipapirhandelsloven · kapitel 41 af 62

Kapitel 10 – *

LBK nr 587 af 09/07/2002

Misbrug af intern viden, kursmanipulation og meddelelsespligt ved visse besiddelser af værdipapirer

§ 34. Reglerne i dette kapitel omfatter misbrug af intern viden, kursmanipulation samt meddelelsespligt ved visse besiddelser vedrørende:

  1. Værdipapirer, der er optaget til notering eller handel på en fondsbørs eller handles på en autoriseret markedsplads eller tilsvarende regulerede markeder for værdipapirer.

  2. Unoterede instrumenter, der er knyttet til et eller flere værdipapirer, der er optaget til notering på en fondsbørs eller handles på en autoriseret markedsplads, samt andele i investeringsforeninger og specialforeninger og tilsvarende udenlandske investeringsinstitutter.

    Stk. 2. Ved intern viden forstås ikke offentliggjorte oplysninger om udstedere af værdipapirer, værdipapirer eller markedsforhold vedrørende disse, som må antages at få betydning for kursdannelsen på et eller flere værdipapirer, hvis oplysningerne blev offentliggjort. En oplysning anses for offentliggjort, når der er sket en for markedet generel og relevant videreformidling af denne. Som sådan offentliggørelse anses meddelelse til en fondsbørs, når oplysningen er videresendt herfra.

    Stk. 3. Ved kursmanipulation forstås handlinger som nr. 1-4, der er egnet til at påvirke kursen på værdipapirer eller unoterede instrumenter efter stk. 1 i en retning, der afviger fra disses værdi i markedet, ved

  1. offentliggørelse eller udspredelse af urigtige oplysninger om en udsteder af værdipapirer,

  2. indberetning af handel med egne værdipapirer, herunder handel med et koncernforbundet selskabs værdipapirer, uden at det er markedet bekendt,

  3. indberetning af handel med sig selv, herunder handel med og mellem koncernforbundne selskaber eller selskaber, der kontrolleres af samme person eller personkreds, uden at det er markedet bekendt, eller

  4. indberetning af handel, når det mellem køber og sælger er aftalt, at tab dækkes på anden måde, uden at det er markedet bekendt.

    Stk. 4. Følgende personer anses for i kraft af deres tilknytning til et udstedende selskab at have adgang til intern viden, jf. stk. 2:

  1. Medlemmer af bestyrelsen og direktionen i et udstedende selskab eller dettes moderselskab,

  2. andre direktører og ledende medarbejdere med direkte reference til bestyrelsen eller direktionen i et udstedende selskab eller dettes moderselskab, interne revisions- og vicerevisionschefer i et udstedende selskab eller dettes moderselskab, valgte revisorer og revisorsuppleanter i et udstedende selskab eller dettes moderselskab, såfremt stillingen må forventes at medføre adgang til intern viden,

  3. øvrige medarbejdere i et udstedende selskab eller dettes moderselskab, såfremt stillingen må forventes at medføre adgang til intern viden, og

  4. personer som nævnt under nr. 1 og 2 i et udstedende selskabs datterselskab, såfremt stillingen må forventes at medføre adgang til intern viden vedrørende det udstedende selskab.

    Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte regler om, at handlinger som nævnt i stk. 3, nr. 3, i visse situationer ikke udgør kursmanipulation.

§ 35. Køb, salg og tilskyndelse til køb eller salg af et værdipapir må ikke foretages af nogen, der har intern viden, som kan være af betydning for handelen.

    Stk. 2. Har en værdipapirhandler viden eller formodning om, at den, der ønsker at købe eller sælge værdipapirer, er i besiddelse af intern viden, må værdipapirhandleren ikke medvirke til handelens gennemførelse.

    Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan værdipapirhandlere foretage sædvanlig handel, såfremt handelen sker på en kundes vegne og som et normalt led i effektueringen af kundens ordre, eller handelen sker som et normalt led i værdipapirhandlerens funktion som market-maker i det pågældende værdipapir.

    Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på transaktioner, der udføres af en suveræn stat, dens centralbank eller den, der handler på disses vegne, når transaktionerne sker som led i vedkommende stats pengepolitik, valutapolitik eller gældsforvaltningspolitik.

§ 36. Den, der er i besiddelse af intern viden, må ikke videregive denne viden til andre, medmindre videregivelsen er et normalt led i udøvelsen af vedkommendes beskæftigelse, erhverv eller funktion.

    Stk. 2. Udstedere af værdipapirer, der er optaget til notering eller handel på en fondsbørs eller til handel på en autoriseret markedsplads, skal udarbejde interne regler med det formål at hindre, at intern viden er tilgængelig for andre end dem, der har et behov herfor. Tilsvarende regler skal udarbejdes af offentlige myndigheder og virksomheder, herunder værdipapirhandlere, advokater og revisorer, som i kraft af deres virksomhedsudøvelse regelmæssigt kommer i besiddelse af intern viden.

§ 37. En udsteder af aktier, der er optaget til notering på en fondsbørs eller til handel på en autoriseret markedsplads, og dennes moderselskab skal udarbejde interne regler for de i § 34, stk. 4, nævnte personers adgang til for egen eller tredjemands regning at handle med de af udstederen udstedte aktier, jf. første led, og dertil knyttede finansielle instrumenter. En udsteder skal føre en ajourført fortegnelse over de personer, der er omfattet af § 34, stk. 4. De omfattede personer skal straks orienteres herom.

    Stk. 2. En person omfattet af § 34, stk. 4, skal hurtigst muligt give den pågældende udsteder meddelelse om vedkommendes besiddelse af aktier i selskabet og ændringer heri samt videregive oplysninger modtaget efter stk. 4.

    Stk. 3. Med besiddelse omfattet af stk. 2 sidestilles aktier, der ejes af følgende fysiske personer og selskaber med relation til den i § 34, stk. 4, nævnte personkreds:

  1. Ægtefælle eller samlever,

  2. mindreårige børn, hvor den i § 34, stk. 4, nævnte person er indehaver af forældremyndigheden,

  3. selskaber, i hvilke personer omfattet af § 34, stk. 4, eller personer omfattet af nr. 1 og 2 alene eller tilsammen udøver en indflydelse som nævnt i § 31, stk. 1, nr. 1-5.

    Stk. 4. En person omfattet af stk. 3 skal hurtigst muligt give den person i § 34, stk. 4, som vedkommende har relation til, meddelelse om vedkommendes besiddelse af aktier i selskabet samt ændringer heri.

    Stk. 5. En udsteder skal for hver enkelt handelsdag foretage en nettoopgørelse af de efter stk. 2 meddelte erhvervelser og afhændelser. Hver erhvervelse henholdsvis afhændelse indgår med den kursværdi, handelen er foretaget til. Den samlede erhvervelse eller afhændelse, jf. dog stk. 6 og 7, skal af udstederen indberettes senest den efterfølgende handelsdag til den pågældende fondsbørs henholdsvis autoriserede markedsplads. Fondsbørsen henholdsvis den autoriserede markedsplads offentliggør straks disse oplysninger.

    Stk. 6. Medfører en opgørelse efter stk. 5 en ændring med en kursværdi under 50.000 kr., kan udstederen undlade at indberette ændringen til den pågældende fondsbørs henholdsvis autoriserede markedsplads.

    Stk. 7. Meddelelse efter stk. 2 og 4 samt indberetning efter stk. 5 skal indeholde oplysning om fondskode, handelsdato, antallet af handlede aktier og kursværdien heraf samt den samlede besiddelse og kursværdien heraf. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om registrering og anmeldelse.

    Stk. 8. En udsteder skal hvert kvartal indberette en opgørelse over

  1. den samlede bestyrelses aktiebesiddelse i selskabet samt kursværdien heraf,

  2. den samlede direktions aktiebesiddelse i selskabet samt kursværdien heraf og

  3. den samlede aktiebesiddelse for personer omfattet af stk. 3 og § 34, stk. 4, samt kursværdien heraf,

til den pågældende fondsbørs eller autoriserede markedsplads, som straks offentliggør opgørelsen. Såfremt direktionen hos en udsteder alene består af ét medlem, kan opgørelsen i henhold til nr. 1 og 2 indberettes samlet. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler herfor.

§ 37 a. Offentlige myndigheder og virksomheder, herunder værdipapirhandlere, advokater og revisorer, der i kraft af deres virksomhedsudøvelse regelmæssigt kommer i besiddelse af intern viden, skal udarbejde interne regler som foreskrevet i § 37, stk. 1, 1. pkt. Er de i 1. pkt. nævnte virksomheder organiseret som interessentskaber, kommanditselskaber eller lignende, skal de interne regler tillige omfatte ejerne.

    Stk. 2. Interne regler udstedt efter stk. 1, § 36, stk. 2, og § 37, stk. 1, samt fortegnelser udarbejdet efter § 37, stk. 1, skal på forlangende udleveres til den enkelte fondsbørs eller autoriserede markedsplads og Finanstilsynet.

§ 38. Medvirker en værdipapirhandler ved handel med værdipapirer, skal den, der køber eller sælger værdipapirerne, identificere sig over for værdipapirhandleren. Identifikationen skal omfatte navn, adresse og CPR- eller CVR-nummer eller anden lignende identifikation, hvis den pågældende ikke har et CPR- eller CVR-nummer. Sker handelen på vegne af tredjemand, skal dette tillige oplyses.

    Stk. 2. Værdipapirhandleren skal registrere de i stk. 1 nævnte oplysninger og opbevare oplysningerne i 5 år.

§ 39. Kursmanipulation eller forsøg herpå må ikke finde sted.

    Stk. 2. Har en værdipapirhandler viden eller formodning om, at den, der ønsker at købe eller sælge værdipapirer, har foretaget kursmanipulation i forbindelse hermed, må værdipapirhandleren ikke medvirke til handelens gennemførelse.