§ Værdipapirhandelsloven · kapitel 37 af 62
Kapitel 6 – *
LBK nr 587 af 09/07/2002
Optagelse m.v. af værdipapirer til notering eller handel på en fondsbørs
§ 21. Efter bestemmelserne i §§ 22-24 kan en fondsbørs optage værdipapirer som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1-10 og 12, til notering, medmindre de i medfør af § 2, stk. 2, er undtaget fra loven.
Stk. 2. Endvidere kan en fondsbørs optage værdipapirer, der er optaget til notering på en anden fondsbørs, til handel efter regler fastsat af Fondsrådet.
§ 22. Værdipapirer skal optages til notering på en fondsbørs efter ansøgning fra udstederen, såfremt lovgivningens betingelser er opfyldt, de pågældende værdipapirer er omfattet af fondsbørsens formålsbestemmelse, og den fondsbørs, hvorpå optagelse til notering søges, skønner, at handel og kursnotering har offentlig interesse.
Stk. 2. En fondsbørs kan stille enhver særlig betingelse for et værdipapirs optagelse til notering, der anses for nødvendig for at beskytte investorerne og værdipapirmarkedet.
Stk. 3. En fondsbørs kan afslå en ansøgning om optagelse af et værdipapir, såfremt den skønner, at optagelsen på grund af udstederens forhold eller værdipapirets opbygning vil være i modstrid med investorernes og værdipapirmarkedets interesse.
Stk. 4. Fondsrådet fastsætter regler om betingelser for optagelse af værdipapirer til notering på en fondsbørs.
§ 23. Ved ansøgning om værdipapirers optagelse til notering på en fondsbørs skal der med henblik på offentliggørelse foreligge et prospekt med de oplysninger, der anses for fornødne for, at investorerne og deres investeringsrådgivere kan danne sig et velbegrundet skøn over udstederens aktiver og passiver, finansielle stilling, resultater og fremtidsudsigter samt over de rettigheder, der er knyttet til disse værdipapirer.
Stk. 2. Et prospekt skal udarbejdes i overensstemmelse med de regler, som Fondsrådet fastsætter i henhold til stk. 4 om prospekters indhold, og skal præsenteres på en måde, som gør det muligt at forstå indholdet og vurdere betydningen af den givne information.
Stk. 3. Fondsrådet træffer beslutning om prospektets godkendelse.
Stk. 4. Fondsrådet fastsætter regler for prospekters indhold og om prospekters godkendelse i de tilfælde, hvor værdipapirer ønskes optaget til notering på flere fondsbørser. Fondsrådet kan endvidere fastsætte regler om fritagelse for pligten til at udarbejde et prospekt.
§ 24. Offentligt udbud til tegning eller salg af værdipapirer, hvorom der er indgivet ansøgning om optagelse til notering på en fondsbørs, må ikke ske, førend et prospekt er godkendt og offentliggjort i overensstemmelse med de fastsatte regler herom.
Stk. 2. Fondsrådet fastsætter regler om udbudsmateriale og om prospekters offentliggørelse.
§ 25. En fondsbørs kan bestemme, at et værdipapir skal slettes fra noteringen på den pågældende fondsbørs, såfremt denne finder, at noteringen ikke længere er i investorernes, låntagernes eller værdipapirmarkedets interesse.
Stk. 2. Mister en udsteder rådigheden over sit bo, slettes dennes værdipapirer fra noteringen.
Stk. 3. Fremsætter en udsteder, hvis værdipapirer er noteret på en fondsbørs, anmodning om sletning fra noteringen, skal anmodningen tages til følge, medmindre fondsbørsen finder, at sletningen ikke er i investorernes, låntagernes eller værdipapirmarkedets interesse.
Stk. 4. En udsteder har ret til at få et værdipapir slettet fra noteringen på en fondsbørs, såfremt værdipapiret i forbindelse hermed optages eller er optaget til notering på en anden fondsbørs.
Stk. 5. Fondsrådet fastsætter regler om sletning og suspension af værdipapirer fra noteringen.
§ 26. Fondsrådet kan bestemme, at rådets beføjelser efter § 23, stk. 3, og i regler udstedt i medfør af § 22, stk. 4, § 23, stk. 4, § 24, stk. 2, og § 25, stk. 5, kan udøves på rådets vegne af en fondsbørs på nærmere fastsatte vilkår.
§ 26 a. De beføjelser, der er tillagt en fondsbørs efter bestemmelserne i §§ 21, 22 og 25 udøves af Fondsrådet, når en dansk eller udenlandsk fondsbørs ansøger om optagelse til notering af sine værdipapirer på en fondsbørs. Tilsvarende gælder, når en dansk eller udenlandsk autoriseret markedsplads ansøger om optagelse til notering af sine værdipapirer på en fondsbørs.