§ Serviceloven · kapitel 52 af 56
Kapitel 24 – Betaling og tilbagebetaling
LBK nr 844 af 24/09/2001
Betaling
§ 118. Den, der modtager hjælp efter denne lov til sig selv, sin ægtefælle eller sine børn, skal, medmindre andet er bestemt i denne lov, betale for den hjælp, der modtages.
Stk. 2. Er der ikke betalt rettidigt, inddrives betalingen efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter.
Stk. 3. Er der ikke betalt rettidigt, indtræder kommunen henholdsvis amtskommunen for et beløb, der svarer til den skyldige betaling, i retten til udbetaling af overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag med godtgørelse og renter samt tilbagebetaling efter kildeskattelovens § 55.
Stk. 4. Socialministeren kan fastsætte regler om opkrævning af et gebyr ved ikke rettidig betaling for ydelser efter denne lov.
Tilbagebetaling
§ 119. Kommunen og amtskommunen træffer afgørelse om tilbagebetaling,
-
når en person mod bedre vidende har undladt at give oplysninger som krævet i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, eller
-
når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp efter denne lov.
§ 120. Tilbagebetalingskravet gennemføres ved en betalingsordning. Fastsættelse af betalingsordning og inddrivelse af gæld sker efter reglerne i lov om aktiv socialpolitik.