Færdselsloven § 134
§ 134. Lovens bestemmelser om straf og frakendelse af førerretten finder med de begrænsninger, der følger af straffelovens §§ 7, 10, 10 a og 10 b, også anvendelse på handlinger foretaget i udlandet.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse over for den, der uden at overtræde nogen dansk forskrift, i Finland, Island, Norge eller Sverige handler i strid med de der gældende regler vedrørende:
-
kørsel med motordrevet køretøj, uden at der som foreskrevet er tegnet ansvarsforsikring til dækning af erstatningskrav for skade forvoldt ved brug af køretøjet,
-
pligt for trafikanter til at efterkomme færdselsanvisninger givet af politiet,
-
køretøjers hastighed,
-
køretøjers plads på vejen, færdselsretning, møde med eller overhaling af andre køretøjer, svingning, vending samt kørsel over jernbaneoverkørsler,
-
vigepligt,
-
pligt til at give fri passage for udrykningskøretøjer,
-
pligt til at efterkomme anvisninger, der gives ved færdselstavler, signaler eller afmærkning på kørebane eller cykelsti,
-
køretøjers standsning og parkering,
-
forbud mod benyttelse af køretøjer eller kategorier af køretøjer på visse veje, f. eks. på grund af køretøjernes vægt og dimensioner,
-
sikkerhedsanordninger for køretøjer og last,
-
afmærkning af køretøjer og last,
-
køretøjers lysanordninger og brugen af lys,
-
køretøjers last og lasteevne,
-
køretøjers registrering og deres forsyning med nummerplade og nationalitetsmærke eller
-
kørsel uden kørekort.
Stk. 3. Trafikministeren kan efter forhandling med justitsministeren bestemme, at stk. 2 skal finde anvendelse med hensyn til overtrædelser begået i andre stater end de nævnte.
Stk. 4. § 118, stk. 5, gælder ikke for de i stk. 1- 3 nævnte sager.
Kilde: Retsinformation.dk