Bekendtgørelse af lov om værdipapirhandel m.v. § 88
§ 88. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller Fondsrådet i henhold til denne lov eller efter regler udstedt i medfør af loven kan indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Bestemmelsen i 1. pkt. omfatter ikke afgørelser efter stk. 2 eller § 87.
Stk. 2. Fondsbørsers, autoriserede markedspladsers, clearingcentralers eller værdipapircentralers beslutninger i sager af vidtrækkende eller principiel betydning kan indbringes for Fondsrådet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Indbringelsen kan tillægges opsættende virkning.
Stk. 3. Erhvervsankenævnets afgørelser eller afgørelser, Fondsrådet træffer efter stk. 2, kan ved et sagsanlæg senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, indbringes for domstolene.
Stk. 4. Afgørelser vedrørende registrering, ændring eller udslettelse af rettigheder i en værdipapircentral truffet af en værdipapircentral og afgørelser truffet af Klagenævnet for Værdipapircentraler er ikke omfattet af stk. 1-3.
Kilde: Retsinformation.dk