Bekendtgørelse af lov om værdipapirhandel m.v. § 57 b
§ 57 b. Dispositioner, hvorved der stilles sikkerhed over for Danmarks Nationalbank, en clearingcentral, et betalingssystem registreret i henhold til § 57 a eller deltagere i sådanne systemer, kan ikke omstødes efter konkurslovens § 70, stk. 1, eller § 72, stk. 2. Omstødelse kan dog ske, såfremt
-
sikkerheden ikke er stillet uden unødigt ophold, efter at mangelen på sikkerhed er opstået, eller
-
sikkerheden er stillet under sådanne omstændigheder, at den ikke fremstår som ordinær.
Stk. 2. Er en sikkerhed som nævnt i stk. 1 stillet i form af værdipapirer eller kontoindestående, kan sikkerheden realiseres straks, hvis der er indgået en forudgående aftale herom og deltageren ikke forinden har opfyldt sine forpligtelser over for Danmarks Nationalbank, en clearingcentral eller et betalingssystem registreret i henhold til § 57 a eller over for deltagerne i sådanne systemer.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på sikkerheder stillet i forbindelse med clearingcentraler og betalingssystemer, der er anmeldt til Kommissionen i medfør af artikel 10, 1. afsnit, i Europa-Parlamenets og Rådets direktiv 98/26/EF, hvis sikkerheden er stillet i overensstemmelse med clearingcentralens eller betalingssystemets regler. Tilsvarende gælder sikkerhed stillet over for centralbanker i deres egenskab af centralbanker i Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med.
Stk. 4. Finanstilsynet kan godkende aftaler om sikkerhedstillelse indgået med udenlandske clearingcentraler eller betalingssystemer eller tilsvarende udenlandske virksomheder, der udøver værdipapirclearingvirksomhed eller clearing af betalinger uden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med med den virkning, at sikkerhedsstillelse i overensstemmelse med en sådan aftale er omfattet af stk. 1 og 2.
Stk. 5. Hvis sikkerhedsstillelse over for Danmarks Nationalbank, et betalingssystem registreret i henhold til § 57 a, en clearingcentral eller deltagerne i sådanne systemer sker i værdipapirer eller i rettigheder over værdipapirer, der er noteret i et register, på en konto eller i en værdipapircentral i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået samarbejdsaftale med, afgøres alle spørgsmål om beskyttelse af den tilsagte sikkerhed mod retsforfølgning og aftaleerhververe af loven i den medlemsstat, hvor registeret, kontoen eller værdipapircentralen er beliggende.
Kilde: Retsinformation.dk