§ Bekendtgørelse af lov om værdipapirhandel m.v. · kapitel 58 af 62
Kapitel 27 – *
LBK nr 168 af 14/03/2001
Inddragelse af tilladelse
§ 92. Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen til, at en fondsbørs, en autoriseret markedsplads, en autoriseret pengemarkedsmægler, en værdipapirmægler, en clearingcentral eller en værdipapircentral driver virksomhed
-
hvis virksomheden ikke påbegyndes inden 12 måneder efter tilladelsen er givet,
-
hvis virksomheden ikke udøves i en periode på over 6 måneder,
-
hvis en virksomhed groft eller gentagne gange tilsidesætter sine pligter efter denne lov eller pålæg i henhold til § 93, stk. 3, eller bestemmelser udstedt i medfør af loven eller
-
i de i § 9, stk. 1, nævnte tilfælde.
Stk. 2. Finder Finanstilsynet, at et kontoførende institut, der omfattes af § 62, stk. 1, nr. 2-7, groft tilsidesætter sine forpligtelser eller pålæg meddelt efter denne lov, kan Finanstilsynet fratage det pågældende institut retten til at virke i henhold til § 62 og § 76, stk. 2.
Stk. 3. Opfylder en fondsbørs', en autoriseret markedsplads', en værdipapirmæglers, en pengemarkedsmæglers, en clearingcentrals eller en værdipapircentrals ansvarlige kapital ikke kapitalkravet på tilladelsestidspunktet i henhold til § 8, stk. 2, nr. 2, kan Finanstilsynet enten fastsætte en frist til at bringe den ansvarlige kapital op på dette minimum eller straks inddrage tilladelsen. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse i de tilfælde, hvor en værdipapircentrals samlede kapitalberedskab ikke opfylder kravet i § 82, stk. 1.
Stk. 4. Har en pengemarkedsmægler eller en værdipapirmægler tabt en del af sin aktiekapital, kan Finanstilsynet enten fastsætte en frist til retablering af kapitalen eller straks inddrage tilladelsen.
**
Afsnit VI
Straffebestemmelser m.v.
**