Serviceloven § 62

§ 62. Børn og unge-udvalget efter § 18 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område træffer i et møde afgørelse om

  1. gennemførelse af en undersøgelse efter § 39,
  2. anbringelse uden for hjemmet efter § 42,
  3. opretholdelse af en anbringelse i op til 3 måneder efter § 42 a,
  4. opretholdelse af en anbringelse efter § 43,
  5. gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 44,
  6. godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 45, stk. 3,
  7. ændring af anbringelsessted efter § 55, stk. 3 eller 4, jf. § 42,
  8. afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 57, stk. 3,
  9. flytning eller hjemtagelse efter § 64, stk. 4,
  10. brev- og telefonkontrol efter § 108, stk. 2, og
  11. anbefaling til Den Sociale Ankestyrelse af adoption uden samtykke, jf. adoptionsloven.

Stk. 2. Inden der træffes afgørelse, skal indehaveren af forældremyndigheden, barnet eller den unge, advokaten og eventuel anden bisidder for forældremyndighedens indehaver eller barnet eller den unge have lejlighed til at udtale sig over for børn og ungeudvalget. Tilbud efter 1. pkt. til barnet eller den unge kan undlades, hvis barnet er under 12 år, eller hvis det må antages at være til skade for barnet eller den unge.

Stk. 3. Inden der træffes afgørelse efter § 57, stk. 3, og § 108, stk. 2, der angår den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, finder stk. 2 tilsvarende anvendelse. Stk. 2 finder ligeledes anvendelse på plejeforældre inden en afgørelse efter § 64, stk. 4.

Stk. 4. Til vedtagelse af en afgørelse efter § 39, §§ 42-44, § 45, stk. 3, § 55, stk. 2, § 57, stk. 3, § 108, stk. 2, samt afgørelse om anbefaling af adoption, jf. stk. 1, nr. 11, kræves, at mindst 4 af børn og ungeudvalgets 5 medlemmer stemmer for afgørelsen. Afgørelser efter § 64, stk. 4, træffes ved almindelig stemmeflerhed.

Stk. 5. Såfremt dommeren ikke er enig i den trufne afgørelse, skal dette tilføres udvalgets protokol, og meddelelsen om udvalgets afgørelse skal indeholde oplysning om dommerens afvigende opfattelse.

Stk. 6. Børn og ungeudvalgets afgørelser skal meddeles skriftligt. Afgørelserne skal være begrundede og indeholde oplysning om klageadgang.

Kilde: Retsinformation.dk