← Færdselsloven

§ Færdselsloven · kapitel 33 af 42

Kapitel 12

LBK nr 726 af 26/07/2000

Sikkerhedsudstyr


Sikkerhedsseler

§ 80. Såfremt en siddeplads i bil, trehjulet motorcykel eller trehjulet knallert er forsynet med sikkerhedssele, skal denne under kørslen anvendes af den person, der benytter siddepladsen.

    Stk. 2. Pligten til at anvende sikkerhedssele gælder ikke for børn under 3 år. Børn, der er fyldt 3 år, men ikke 7 år, kan i stedet for sikkerhedssele anvende barnestol. Der kan i kombination med sikkerhedssele anvendes selepude.

    Stk. 3. Pligten til at anvende sikkerhedssele gælder ikke ved bakning eller under kørsel på parkeringsplads, servicestation, værkstedsområde eller under lignende forhold.

    Stk. 4. Trafikministeren kan fastsætte regler, hvorefter visse personer fritages for pligten til at anvende sikkerhedssele. Trafikministeren kan endvidere fastsætte regler, der fritager for pligten til at anvende sikkerhedssele ved særlige former for kørsel.

    Stk. 5. Trafikministeren kan fastsætte regler om anvendelse af sikkerhedsudstyr for børn under 3 år.

    Stk. 6. Føreren skal påse, at passagerer, der endnu ikke er fyldt 15 år, anvender sikkerhedsudstyr i overensstemmelse med stk. 1-5.

Styrthjelme

§ 81. Føreren af motorcykel og knallert og enhver passager, som er fyldt 15 år, skal under kørsel anvende fastspændt styrthjelm.

    Stk. 2. Der skal dog ikke anvendes styrthjelm, hvor der er pligt til at anvende sikkerhedssele.

    Stk. 3. Føreren skal påse, at passagerer, der er fyldt 8 år, men endnu ikke 15 år, anvender fastspændt styrthjelm.

    Stk. 4. Pligten til at bære styrthjelm gælder ikke under kørsel på parkeringsplads, servicestation, værkstedsområde eller under lignende forhold.

    Stk. 5. Trafikministeren kan fastsætte bestemmelser om fritagelse for pligten til at anvende styrthjelm.