Værdipapirhandelsloven § 6

§ 6. Det påhviler en værdipapirhandler at

  1. træffe fyldestgørende foranstaltninger for at sikre kundernes ejendomsret til deres værdipapirer,

  2. træffe fyldestgørende foranstaltninger for at sikre kundernes midler, og

  3. organisere og opbygge sin virksomhed på en sådan måde, at risikoen for interessekonflikter både mellem værdipapirhandlerens kunder indbyrdes og mellem kunderne og værdipapirhandleren begrænses mest muligt.

    Stk. 2. En værdipapirhandler må ikke uden kundens samtykke disponere over dennes værdipapirer.

    Stk. 3. En værdipapirhandler kan opbevare kunders værdipapirer i samme depot (samledepot), hvis værdipapirhandleren har informeret den enkelte kunde om retsvirkningerne heraf, og denne har samtykket. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde give tilladelse til, at kunders og en værdipapirhandlers egne værdipapirer opbevares i samme depot. Værdipapirhandleren skal føre et register, hvoraf de enkeltes ejerforhold til de registrerede værdipapirer klart fremgår.

    Stk. 4. I tilfælde af værdipapirhandlerens konkurs, betalingsstandsning eller lignende kan den enkelte kunde på grundlag af registeret udtage sine værdipapirer af et samledepot, såfremt der ikke forinden er tvist om kundens ejendomsret.

    Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler vedrørende de i stk. 1-3 angivne forhold.

    Stk. 6. Finanstilsynet kan fratage en værdipapirhandler retten til at føre samledepot efter stk. 3.

    Stk. 7. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på Danmarks Nationalbank og Finansstyrelsen.

Kilde: Retsinformation.dk