§ Aktivloven · kapitel 23 af 32
Kapitel 7 – Fleksjob og skånejob med løntilskud m.v.
LBK nr 266 af 12/04/2000
§ 70. Kommunen sørger for, at personer under 65 år, for personer, der den 1. juli 1999 er fyldt 60 år, dog 67 år med varige begrænsninger i arbejdsevnen har mulighed for ansættelse hos private eller offentlige arbejdsgivere i
-
fleksion efter § 71 og
-
skånejob med løntilskud efter § 75.
Stk. 2. Socialministeren kan under hensyn til Danmarks internationale forpligtelser fastsætte regler om, at der inden for visse erhvervsområder ikke er adgang til at beskæftige personer efter stk. 1.
Stk. 3. Kommunen giver tilbud om job efter stk. 1. Amtskommunen kan give tilbud om job, når den er arbejdsgiver, eller hvis den aftaler dette med kommunen.
Fleksjob til personer, der ikke modtager social pension
§ 71. Kommunen sørger for, at personer, der ikke modtager førtidspension efter lov om social pension, og som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, har mulighed for at blive ansat i fleksjob. Mulighederne for revalidering til beskæftigelse på normale vilkår skal være udtømte, før der kan tilbydes et fleksjob.
§ 72. Arbejdsgiveren betaler lønnen til den ansatte i fleksjob.
Stk. 2. Kommunen giver arbejdsgiveren tilskud til lønnen. Tilskuddet er 1/3, 1/2 eller 2/3 af lønnen afhængig af graden af den nedsatte arbejdsevne.
Stk. 3. Tilskuddet beregnes af lønnen med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP samt eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag. Tilskuddet kan ikke overstige 1/3, 1/2 eller 2/3 af den mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde eller af den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde, med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP samt eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag.
Stk. 4. Tilskuddet efter stk. 3 nedsættes med det beløb, som arbejdsgiveren har ret til efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Socialministeren kan fastsætte regler herom.
§ 73. Når kommunen eller amtskommunen har givet tilbud om fleksjob, fastsættes løn og øvrige arbejdsvilkår, herunder arbejdstiden, som udgangspunkt efter de kollektive overenskomster på ansættelsesområdet, herunder efter de sociale kapitler. I ikke overenskomstdækket ansættelse skal overenskomsten på sammenlignelige områder gælde. Fastsættelse af løn og øvrige arbejdsvilkår skal ske i samarbejde med de faglige organisationer.
Stk. 2. Kommunen og amtskommunen har pligt til at give tilbud om fleksjob på fuld tid, medmindre den ansatte foretrækker deltidsansættelse.
§ 73 a. Personer, der er ansat i fleksjob, bevarer ret til tilskuddet til fleksjob ved flytning til en anden kommune.
Ledighedsydelse
§ 74. Personer, som har været ansat i fleksjob efter § 71 i 12 sammenhængende måneder, får ved uforskyldt ledighed udbetalt en ledighedsydelse af kommunen. Kommunen udbetaler ledighedsydelsen uden hensyn til modtagerens og ægtefællens indtægts- eller formueforhold.
Stk. 2. Ydelsen udgør et beløb svarende til 82 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Ydelsen kan dog højst udgøre et beløb, der svarer til, hvad den pågældende i de forudgående tre måneder i gennemsnit har modtaget i løn eller dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom og fødsel.
Stk. 3. Det er en forudsætning for udbetalingen af ledighedsydelsen, at modtageren opfylder betingelserne for at få et fleksjob, og at den pågældende ikke har et rimeligt tilbud om ansættelse i fleksjob.
Stk. 4. Ledighedsydelsen nedsættes med det beløb, som den ansatte eventuelt modtager fra arbejdsgiveren eller fra Lønmodtagerens Garantifond i forbindelse med ophør af ansættelsen.
Stk. 5. Socialministeren bekendtgør størrelsen af de månedlige beløb, der kan udbetales efter stk. 1.
§ 74 a. Personer, der er visiteret til et fleksjob efter § 71, får udbetalt ledighedsydelse, mens de venter på et fleksjob.
Stk. 2. Det er en betingelse for at få ledighedsydelse efter visitationen, at personen på tidspunktet for visitationen til fleksjob opfylder et af følgende krav:
-
ville være berettiget til at modtage dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel,
-
modtager sygedagpenge,
-
deltager i revalidering efter en erhvervsplan.
§ 74 b . Per Personer, der er ansat i fleksjob, har ret til at få udbetalt ledighedsydelse under ferie i følgende antal dage og perioder:
-
Er ansættelsen sket i perioden i perioden 2. maj til og med 31. juli i et ferieår, har personen ret til 15 dage med ledighedsydelse i såvel det pågældende som det følgende ferieår.
-
Er ansættelsen sket i perioden 1. august til og med 31. december i et ferieår, har personen ret til 10 dage med ledighedsydelse i det pågældende ferieår og 15 dage med ledighedsydelse i det følgende ferieår.
-
Er ansættelsen sket i perioden 1. januar til og med 1. maj i et ferieår, har personen ret til 5 dage med ledighedsydelse i det pågældende ferieår og 15 dage med ledighedsydelse i det følgende ferieår.
-
Der sker fradrag i antallet af dage med ret til ledighedsydelse i et ferieår efter nr. 1-3, i det omfang personen til brug for samme ferieår har optjent ret til ferie med feriegodtgørelse eller løn.
Stk. 2. Ledighedsydelsen udbetales efter reglerne i § 74. Dog skal der ikke ske nedsættelse med beløb efter § 74, stk. 4.
Skånejob til personer, der modtager social pension
§ 75. Kommunen giver tilbud om skånejob med løntilskud til personer, der får førtidspension efter lov om social pension, når de pågældende ikke er i stand til at fastholde eller opnå beskæftigelse på nedsat tid på normale vilkår på arbejdsmarkedet.
§ 76. Arbejdsgiveren betaler lønnen til den ansatte.
Stk. 2. Kommunen giver arbejdsgiveren tilskud til lønnen. Tilskuddet beregnes af lønnen med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP samt eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag. Tilskuddet er på 1/2 af den løn, som arbejdsgiveren betaler, dog højst 1/6 af den mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde eller af den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde, med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP samt eventuelle andre arbejdsgiverbidrag.
§ 77. Når kommunen eller amtskommunen har givet tilbud om skånejob med løntilskud, fastsættes løn og øvrige arbejdsvilkår, herunder arbejdstiden, ved aftale mellem arbejdsgiveren og den ansatte. Dette skal ske i samarbejde med de faglige organisationer.