← Bekendtgørelse af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.

§ Bekendtgørelse af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. · kapitel 24 af 34

Kapitel 7 – *

LBK nr 252 af 10/04/2000

Driftstøtte

Støtte fra Landsbyggefonden

§ 89. Beløb, der ikke anvendes i henhold til § 87, overføres til Landsbyggefonden til en fælles moderniseringsfond, jf. dog § 90.

§ 89 a. Af de beløb, der efter § 80 a, stk. 1, og § 80 c, stk. 1, indbetales til Landsbyggefonden, overføres 1/2 til landsdispositionsfonden og 1/2 til nybyggerifonden.

Stk. 2. Beløb, der efter § 80 a, stk. 2, og § 80 c, stk. 2, indbetales til Landsbyggefonden, overføres til nybyggerifonden.

Stk. 3. Beløb, der efter § 80 b og § 80 d indbetales til Landsbyggefonden, overføres til landsdispositionsfonden.

Stk. 4. Beløb, der efter § 80 e indbetales til Landsbyggefonden, overføres til den fælles moderniseringsfond.

§ 89 b. Nybyggerifondens formål er at yde ydelsesstøtte til etablering af almene boliger efter de på udbetalingstidspunktet gældende regler. By- og boligministeren kan træffe beslutning om, at midlerne i nybyggerifonden tilbageføres til staten.

§ 90. Mindst 12 1/2 pct. af indbetalingerne i henhold til § 89 til den fælles moderniseringsfond overføres hvert år til en landsdispositionsfond. Fonden tilskrives rente svarende til Danmarks Nationalbanks diskonto.

Stk. 2. Udviser landsdispositionsfonden en negativ saldo, forøges overførelsen af midler i henhold til § 89 fra den fælles moderniseringsfond til landsdispositionsfonden med indtil 50 pct.

Stk. 3. Den del af Landsbyggefondens midler, der ikke anvendes i henhold til §§ 91-94 og § 88 samt til dækning af udgifterne til administration m.v., kan overføres til landsdispositionsfonden.

§ 91. Landsbyggefonden kan af de midler, der er nævnt i § 87 og § 89, yde tilskud til opførelse, om- og tilbygning, modernisering, miljøforbedrende foranstaltninger, særlig udgiftskrævende opretningsarbejder, brandsikring, byfornyelse og boligforbedring af almene boligorganisationers byggeri og bygninger med socialt og kulturelt formål i tilknytning til almene boligorganisationers byggeri. Tilskuddet kan højst udgøre 2/3 af rimelige udgifter til de udførte arbejder.

Stk. 2. Landsbyggefonden kan af de midler, der er nævnt i § 89, give tilsagn om ydelsesstøtte til realkreditlån, jf. stk. 4, til udbedring af ekstraordinære byggeskader, øget vedligeholdelse m.v. samt til ombygning af ledige lejligheder og forbedring af miljøet i almene boligorganisationers byggeri.

Stk. 3. Ydelsesstøtte efter stk. 2 ydes på de vilkår, der er fastsat i § 129 og § 130, stk. 1 og 2. Dog sker der en regulering af låntagers betaling, indtil den svarer til de samlede ydelser på lånet. Ved finansiering med realkreditlån med rentetilpasning reguleres låntagers betaling, indtil den svarer til den ydelse, der på tidspunktet for låneoptagelsen kan beregnes på et tilsvarende fastforrentet realkreditlån.Ved finansiering som led i forhandlet finansiering efter § 57 i lov om byfornyelse kan ydelsesstøtte ydes svarende til den fulde ydelse på realkreditlånet. Landsbyggefonden kan på de vilkår, der er nævnt i § 134, helt eller delvis bringe betaling af ydelsesstøtte til ophør.

Stk. 4. By- og boligministeren fastsætter nærmere regler for realkreditlån som nævnt i stk. 2 efter forhandling med fonden. Realkreditlånene kan maksimalt have en løbetid på 35 år.

Stk. 5. Det er en forudsætning for støtte efter stk. 2, at kommunalbestyrelsen påtager sig garanti for den del af realkreditlånet, der på tidspunktet for lånets optagelse har pantesikkerhed ud over 80 pct. af ejendommens værdi. Garantien beregnes efter reglerne i § 127, 2. og 3. pkt.

Stk. 6. Det er en forudsætning for kommunalbestyrelsens garanti efter stk. 5 at Landsbyggefonden påtager sig forpligtelse til at godtgøre kommunen halvdelen af dens eventuelle tab som følge af garantiforpligtelsen. Landsbyggefondens forpligtelse efter 1. pkt. er dog begrænset til indestående i den fælles moderniseringsfond med tillæg af mulige overførsler til moderniseringsfonden, jf. § 87 og § 95, stk. 2.

§ 92. Landsbyggefonden kan af de midler, der er overført til landsdispositionsfonden, yde støtte som lån eller tilskud til almene boligafdelinger, hvor der er så væsentlige økonomiske problemer, at disse vil kunne vanskeliggøre afdelingens videreførelse. Støtten kan ydes til finansiering af nødvendigt udbedrings-, opretnings- og vedligeholdelsesarbejder samt til miljøforbedrende og andre foranstaltninger, herunder til udligning af opsamlede driftsunderskud.

Stk. 2. (Ophævet)

Stk. 2. I 5-års-perioden 1998-2002 kan Landsbyggefonden af de midler, der er overført til landsdispositionsfonden, yde tilskud til almene boligafdelinger med væsentlige økonomiske problemer eller væsentlige problemer af anden karakter til dækning af de udgifter, som disse afdelinger afholder i forbindelse med de foranstaltninger, der er nævnt i § 37, stk. 2. Landsbyggefonden kan endvidere anvende midlerne til at iværksætte forebyggende arbejde fælles for flere berørte afdelinger. Staten refunderer Landsbyggefondens udgifter med 60 pct., dog maksimalt 15 mio. kr. årligt. I det omfang statens tilskud i det enkelte år udgør mindre end 15 mio. kr., kan det ikke anvendte beløb overføres til det næstfølgende år, herunder kan beløb, der ikke anvendes i 2002, overføres til 2003. Landsbyggefonden kan yde tilskud i 2003, hvis der overføres beløb af staten fra 2002 til 2003.

Stk. 3. Landsbyggefonden kan efter tilsvarende regler og til samme formål som nævnt i stk. 1 yde støtte til almene ungdomsboliger og til almene ældreboliger ejet af en selvejende institution, en kommune eller en amtskommune. Bestemmelsen i § 96 finder tilsvarende anvendelse.

§ 93. Såfremt der måtte være behov derfor, skal Landsbyggefonden anvende mindst 2/3 af den del af fondens indtægter, der ikke hidrører fra bidrag efter §§ 79-80 e, til de formål, der er nævnt i § 92.

§ 94. Landsbyggefondens midler kan herudover anvendes til:

  1. Lån eller tilskud til de formål, der er nævnt i § 91, stk. 1, og § 92, stk. 1, erhvervelse af byggegrunde med senere bebyggelse for øje, dækning af projekteringsudgifter til byggeri og erhvervelse af ejendomme med henblik på gennemførelse af byfornyelse og boligforbedring.

  2. Kapitalindskud i låne- og garantiinstitutter til fremme af alment boligbyggeri, såfremt det pågældende institut er godkendt af by- og boligministeren, i produktionsvirksomheder, hvis formål er at fremme og forbedre alment boligbyggeri, og i byfornyelsesselskaber, der er oprettet af almene boligorganisationer.

  3. Tilskud til forskning og erfaringsformidling inden for fondens områder.

  4. Finansiering af tværgående undersøgelser af udvalgte forvaltningsområder i almene boligorganisationer og offentliggørelse af undersøgelsesresultaterne.

§ 95. Landsbyggefondens bestyrelse fastsætter nærmere regler om omfanget af og vilkårene for ydelse af støtte i henhold til §§ 91-94. Reglerne godkendes af by- og boligministeren.

Stk. 2. Med by- og boligministerens godkendelse kan en andel af de midler, der efter § 89 a, stk. 1 og 3, overføres til landsdispositionsfonden, i stedet overføres til moderniseringsfonden.

Stk. 3. By- og boligministeren kan forlange, at midler, der er indbetalt til Landsbyggefonden efter §§ 80 a-d, anvendes til bestemte formål inden for landsdispositionsfondens og moderniseringsfondens formål.

§ 96. Landsbyggefonden kan betinge ydelse af støtte i henhold til § 92, stk. 1, af, at kommunalbestyrelsen og boligorganisationen, herunder en eventuel forretningsførerorganisation eller et andelsselskab, medvirker til løsning af den pågældende boligafdelings økonomiske problemer. Fonden kan herunder stille krav om, at boligorganisationen anvender midler, der er til dets rådighed i henhold til § 87.

Kommunal garanti og driftsstøtte

§ 97. Kommunalbestyrelsen kan yde lån til almene boligafdelinger i kommunen til de i § 92, stk. 1, nævnte formål, såfremt kommunal støtte skønnes at være påkrævet for den pågældende afdelings videreførelse. Kommunalbestyrelsen fastsætter lånenes forrentnings- og afdragsvilkår, herunder om betaling af rente og afdrag først skal påbegyndes på et nærmere fastsat senere tidspunkt og under nærmere angivne forudsætninger. Kommunalbestyrelsen kan udskyde spørgsmålet om påbegyndelse af rente- og afdragsbetaling til afgørelse på et senere tidspunkt.

Stk. 2. Lån kan ydes enten til Landsbyggefonden til videre udlån til almene boligafdelinger eller direkte til boligafdelingerne.

Stk. 3. Kommunale lån til Landsbyggefonden afdrages før Landsbyggefondens lån.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan betinge støtte af, at Landsbyggefonden, boligorganisationen og en eventuel forretningsførerorganisation medvirker til løsning af den pågældende boligafdelings økonomiske problemer, herunder at boligorganisationen anvender midler, der i henhold til § 87 er til dens rådighed.

§ 98. Kommunalbestyrelsen kan yde garanti for realkreditlån med en maksimal løbetid på 30 år til ekstraordinære renoveringsarbejder. Garantien ydes for den del af lånet, der på tidspunktet for lånets optagelse har pantesikkerhed ud over 80 pct. af ejendommens værdi. Garantien beregnes efter reglerne i § 127, 2. og 3. pkt.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 og i § 97, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på almene ældreboliger ejet af en selvejende institution, en kommune eller en amtskommune. Til de i stk. 1 nævnte formål kan KommuneKredit dog yde lån med en maksimal løbetid på 30 år til almene ældreboliger ejet af en kommune eller en amtskommune.

Ungdomsboliger

§ 99. By- og boligministeren kan på statskassens vegne i hvert af studieårene fra 2000-2001 til 2007-2008 yde tilskud til nedbringelse af lejen i ungdomsboliger. Huslejetilskud kan alene ydes til de ungdomsboliger, som i studieåret 1999-2000 har modtaget huslejetilskud efter § 99 i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 102 af 17. februar 1999.

Stk. 2. Huslejetilskud efter stk. 1 ydes efter by- og boligministerens nærmere bestemmelser med udgangspunkt i det udbetalte huslejetilskud for studieåret 1999-2000, således at tilskuddet med virkning fra studieåret 2000-01 aftrappes over maksimalt 8 år. By- og boligministeren kan dog i studieårene 2000-01 til 2002-03 efter indstilling fra den tilsynsførende kommune forlænge aftrapningsperioden, hvis dette skønnes at være påkrævet for ungdomsboligernes videreførelse.

Stk. 3. De særlige kriselån, der er ydet til ungdomsboliger med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg i finansårene 1975-76 og 1976-77, tilbagebetales i henhold til de oprindeligt fastsatte vilkår, jf. dog stk. 6.

Stk. 4. For ungdomsboliger, der med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg har fået henstand med betaling af renter og afdrag på statslån, sker tilbagebetalingen i henhold til de oprindeligt fastsatte vilkår, idet løbetiden forlænges svarende til henstandsperioden, jf. dog stk. 6. Restgælden opgøres med tillæg af renter og bidrag påløbet i henstandsperioden.

Stk. 5. Er der ikke fastsat vilkår for tilbagebetalingen af lån efter stk. 3 og 4, fastsætter by- og boligministeren vilkårene for tilbagebetalingen.

Stk. 6. Tilbagebetalingen af lån efter stk. 3 og 4 påbegyndes, når huslejetilskud efter stk. 1 er fuldt afviklet. By- og boligministeren kan efter indstilling fra den tilsynsførende kommune forlænge tilbagebetalingsperioden, hvis dette skønnes påkrævet for ungdomsboligernes videreførelse.

§ 100. Kommunalbestyrelsen kan yde garanti og på statens vegne meddele tilsagn om ydelsesstøtte til udbedring af byggeskader og større ekstraordinære renoveringsarbejder, herunder modernisering, samt til energibesparende foranstaltninger i ungdomsboliger, som har modtaget tilsagn om støtte før 1. juli 1986 i medfør af byggestøtte-, kollegiestøtte- eller boligbyggerilovgivningen, er godkendt efter § 67, stk. 1, nr. 8, i den tidligere lov om boligbyggeri eller er godkendt efter § 2, stk. 2. Støtte kan ydes, i det omfang udgifterne ikke dækkes ved erstatninger, gennem forsikringer eller ved, at der ydes støtte efter § 91, stk. 2-6.

Stk. 2. Udgifter til arbejder efter stk. 1 finansieres ved optagelse af realkreditlån, jf. § 118, stk. 3. Låntagers betaling af ydelser på lånet reguleres i overensstemmelse med § 129, dog udgør låntagers betaling 2,15 pct. af byggeudgiften. Regulering sker, indtil låntagers betaling svarer til de samlede ydelser på lånet. Ved finansiering med realkreditlån med rentetilpasning reguleres låntagers betaling, indtil den svarer til den ydelse, der på tidspunktet for låneoptagelsen kan beregnes på et tilsvarende fastforrentet realkreditlån. Likvide midler, der fremkommer i forbindelse med låntagers betaling på lån med rentetilpasning, indbetales til Finansstyrelsen.

Stk. 3. Ydelsesstøtte udgør et beløb, som svarer til forskellen mellem de samlede ydelser på realkreditlånet og låntagers betaling.

Stk. 4. Kommunen godtgør staten en andel af ydelsesstøtten efter stk. 3. Andelen fastsættes af by- og boligministeren i forbindelse med fastsættelse af lån efter § 118, stk. 3.

Stk. 5. Ydelsesstøtte ydes efter bestemmelserne i § 130, stk. 2, og § 134.

Stk. 6. Kommunal garanti kan ydes for den del af realkreditlånet, som på tidspunktet for lånets optagelse har pantesikkerhed ud over 80 pct. af ejendommens værdi. Garantien beregnes efter reglerne i § 127, 2. og 3. pkt.

Stk. 7. Støtte efter stk. 1 kan kun gives på betingelse af, at kommunalbestyrelsen indestår for eventuelle underskud på ungdomsboligernes fremtidige drift. Indeståelsen omfatter ikke underskud, som uden risiko for udlejningsvanskeligheder kan afvikles over en kortere årrække. Eventuelle udgifter ved indeståelse kan afholdes efter reglerne i stk. 8.

Stk. 8. Kommunalbestyrelsen kan i ganske særlige, helt ekstraordinære tilfælde give tilsagn om kommunalt lån til opretning af økonomien i ungdomsboliger, der har fået tilsagn efter stk. 1. Det kommunale lån skal have oprykkende panteret efter realkreditlånet.

Stk. 9. Lån efter stk. 8 er rentefri. De afdrages, når ejendommens økonomi efter långivers skøn tillader det, jf. § 126, 2. pkt. Tilbagebetaling skal dog påbegyndes senest 35 år efter lånets udbetaling.

Stk. 10. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 101. Til ungdomsboliger, der har modtaget støtte efter denne lov eller i medfør af byggestøtte-, kollegiestøtte eller boligbyggerilovgivningen eller er godkendt efter § 2, stk. 1 og 2, kan kommunen eller amtskommunen, hvori boligerne er beliggende, hvert år yde et tilskud, der svarer til størrelsen af den kommunale og amtskommunale grundskyld, som ungdomsboligerne betaler.

§ 102. By- og boligministeren fastsætter nærmere regler for Landsbyggefondens tildeling af ydelsesstøtte efter § 89 b, ydelse af tilskud efter §§ 91-96, aftrapning af midlertidige støtteordninger og kommunal indberetning af støtteberettigede boliger efter § 99, samt for tildeling af ydelsesstøtte til udbedring af byggeskader og større renovering m.v. efter § 100.