Færdselsloven § 92
§ 92. Politiet kan med samtykke fra vejbestyrelsen eller, for så vidt angår private veje, vedkommende kommunale myndighed træffe færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejes udnyttelse eller indretning. Der kan bl.a. træffes bestemmelse om:
-
parkering og standsning,
-
indførelse af ubetinget vigepligt,
-
påbud om ensrettet færdsel,
-
etablering af fodgængerfelter og
-
forbud mod visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader.
Stk. 2. Politiet kan endvidere efter stk. 1 træffe bestemmelse om hel eller delvis afspærring af offentlig vej, såfremt afspærringen gennemføres ved afmærkning, ved opsætning af bomme eller på anden tilsvarende måde.
Stk. 3. Vedrører de i stk. 1 og 2 nævnte afgørelser stationspladser eller adgangsveje til stationer og færgelejer, skal politiet tillige forhandle med vedkommende jernbane- eller færgeselskab.
Stk. 4. Afgørelser efter § 42, stk. 4 og 5, om lokale hastighedsbegrænsninger træffes af politiet. Afgørelsen træffes efter forhandling med vedkommende vejbestyrelse eller, for så vidt angår private veje, vedkommende kommunale myndighed.
Stk. 5. Såfremt der opstår uenighed mellem de myndigheder, der nævnes i stk. 1 og 4, afgøres sagen af trafikministeren. Politiets bestemmelser i medfør af stk. 1, 2 og 4 kan påklages til trafikministeren, for så vidt angår retlige spørgsmål.
Stk. 6. Politiet kan træffe aftale med en kommunalbestyrelse om, at visse bestemmelser om dispensation fra tidsbegrænset parkering administreres af vedkommende kommunalbestyrelse.
Stk. 7. Foranstaltninger af den art, der nævnes i stk. 1, 2 og 4, skal tilkendegives ved afmærkning i overensstemmelse med de bestemmelser, der fastsættes i medfør af § 95, stk. 1 og 3, medmindre bestemmelserne håndhæves af politiet på stedet. Såfremt en foranstaltning efter stk. 1, nr. 1 eller 5, ikke er begrænset til en bestemt vejstrækning, kan den dog i stedet offentliggøres i en lokal bekendtgørelse.
Parkeringsskiver
Kilde: Retsinformation.dk