Færdselsloven § 119

§ 119. Sager, hvor der bliver spørgsmål om højere straf end bøde eller hæfte eller om anvendelse af straffelovens §§ 68, 69, 70 eller 73, behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 80. Endvidere behandles sager, hvor der bliver spørgsmål om ubetinget frakendelse af førerretten, efter reglerne i retsplejelovens kapitel 80, medmindre sagen kan afgøres med vedtagelse efter § 119 a. Andre sager behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 81 eller § 119 a. Såfremt sagen behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 81, og der bliver spørgsmål om betinget frakendelse af førerretten, finder retsplejelovens § 934, stk. 1, ikke anvendelse.

    Stk. 2. Domsmænd medvirker, jf. dog stk. 3, i sager,

  1. hvor der bliver spørgsmål om højere straf end bøde,

  2. hvor der bliver spørgsmål om ubetinget frakendelse af førerretten, og

  3. i sager, som i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller af særlig offentlig interesse.

    Stk. 3. Domsmænd medvirker ikke i sager, der

  1. fremmes efter retsplejelovens § 925 eller § 935, stk. 1,

  2. vedrører overtrædelse af § 117, stk. 6, eller

  3. vedrører overtrædelse af § 53, medmindre der er spørgsmål både om højere straf end bøde og om anvendelse af færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 3, og i ankesager at anken omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld.

    Stk. 4. Offentlig forsvarer beskikkes efter reglerne i retsplejelovens §§ 731 og 732. Såfremt tiltalte fremsætter begæring herom, beskikkes i byretten tillige offentlig forsvarer

  1. i sager, hvor der bliver spørgsmål om betinget frakendelse af førerretten og

  2. i sager om overtrædelse af § 53, hvor der ikke medvirker domsmænd.

Tiltalte skal vejledes om adgangen til forsvarerbeskikkelse.

Kilde: Retsinformation.dk