Færdselsloven § 117

§ 117. Spirituskørsel med motorkøretøj, registreringspligtig knallert, traktor eller motorredskab straffes med bøde. Har alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteget 2,00 promille, er straffen hæfte eller fængsel indtil 1 år.8)

Stk. 2. Straffen efter stk. 1, 1. pkt., kan stige til hæfte eller fængsel indtil 1 år, hvis føreren

  1. tidligere er dømt for spiritus- eller promillekørsel,

  2. findes skyldig i flere tilfælde af spiritus- eller promillekørsel eller

  3. findes skyldig i forhold, der er omfattet af § 125 a eller § 126, stk. 1, nr. 1-4.

    Stk. 3. Promillekørsel straffes med bøde. Det samme gælder spirituskørsel med ikke registreringspligtig knallert. Er den skyldige tidligere dømt for spiritus- eller promillekørsel, kan straffen dog stige til hæfte eller fængsel indtil 1 år.

    Stk. 4. Spiritus- og promillekørsel, der foregår ved uberettiget brug af et motorkøretøj, en registreringspligtig knallert, en traktor eller et motorredskab, jf. straffelovens § 293, stk. 1, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år.

    Stk. 5. Overtrædelse af § 9, stk. 1, § 54, stk. 1, § 56, stk. 1, § 62, stk. 1, og § 63 a straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med hæfte eller fængsel indtil 1 år. Ved udmåling af bøde for overtrædelse af § 56, stk. 1, og § 63 a tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel.

    Stk. 6. Den, som fører motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, til trods for at retten til at være eller blive fører af sådant køretøj er frakendt den pågældende ubetinget, straffes med bøde. I gentagelsestilfælde kan straffen stige til hæfte eller fængsel indtil 1 år.

Kilde: Retsinformation.dk