Bekendtgørelse af lov om offentlige veje § 48
§ 48. I åstedsforretningen skal deltage mindst et medlem af det amtsråd eller den kommunalbestyrelse, der er vejbestyrelse, og et medlem af dette kommunale råd leder forretningen. Om det ved forretningen passerede føres en protokol.
Stk. 2. Ved åstedsforretningen skal der redegøres for den påtænkte ekspropriation og dennes nærmere omfang, herunder over for hver enkelt fremmødt påvises, hvorledes de påtænkte foranstaltninger vil berøre hans ejendom eller rettigheder, hvorledes adgangsforhold agtes ordnet, og hvilken ordning der agtes truffet med hensyn til afskårne arealer. Disse skal så vidt muligt søges mageskiftet. Vejbestyrelsens repræsentant kan under åstedsforretningen fremsætte forslag til erstatningens fastsættelse med angivelse af de erstatningsposter, som dette omfatter. Forslag herom fremsættes under forbehold af ekspropriationens fremme og af vejbestyrelsens tiltræden.
Stk. 3. Ejere, brugere og andre, der direkte eller indirekte berøres af ekspropriationen, har adgang til under åstedsforretningen eller inden for en frist af 3 uger efter denne at fremkomme med bemærkninger til de planlagte foranstaltninger, herunder til at fremsætte forslag til ændringer, ligesom de har adgang til at fremføre de synspunkter, de finder bør have indflydelse på erstatningens fastsættelse.
Stk. 4. Såfremt der under åstedsforretningen træffes aftale om erstatningens størrelse eller andre forhold i forbindelse med den påtænkte ekspropriation, skal aftalen indføres i protokollen med angivelse af, at aftalen er indgået under forbehold af ekspropriationens fremme på det under åstedsforretningen foreliggende grundlag og under forbehold af vejbestyrelsens tiltræden.
Ekspropriationsbeslutning
Kilde: Retsinformation.dk