← Bekendtgørelse af lov om offentlige veje

§ Bekendtgørelse af lov om offentlige veje · kapitel 18 af 24

Kapitel 6 – Adgangsforhold til offentlige veje

LBK nr 671 af 19/08/1999

§ 68. Ved overkørsel forstås i denne lov adgang til offentlig vej for kørende færdsel fra tilgrænsende ejendomme eller fra private fællesveje.

Stk. 2. Ved overgang forstås i denne lov adgang til offentlig vej for gående færdsel fra tilgrænsende ejendomme eller fra private fællesstier.

Stk. 3. Ved vej- eller stitilslutning forstås i denne lov tilslutning til offentlig vej for offentlige veje eller stier.

Adgangsforhold i forbindelse med anlæg eller ombygning af offentlige veje

§ 69. Ved nye vejanlæg og ved ombygning af bestående veje skal vejbestyrelsen træffe bestemmelse om, hvorvidt og i bekræftende fald i hvilket omfang, der kan tillades adgang til vejen fra de tilgrænsende ejendomme. Afbryder vejanlægget en ejendoms hidtidige adgang til det offentlige vejnet eller til en del af ejendommen, skal vejbestyrelsen så vidt muligt sikre ejendommen anden fornøden vejforbindelse.

Stk. 2. Etableres der ikke fornøden forbindelse til offentlig vej eller til afskårne dele af ejendommen, har ejendommens ejer eller bruger ret til erstatning efter reglerne i §§ 51-58. Ved bedømmelsen af, om der er etableret fornøden vejforbindelse, skal der ikke tages hensyn til, at de ændrede adgangsforhold giver ejendommen en mere afsides beliggenhed i forhold til offentlig vej, til en bebyggelse eller en lokalitet, helt eller delvis afskærer en ejendom fra dens hidtidige kundekreds eller påfører ejendommen fremtidige udgifter til istandsættelse, vedligeholdelse eller renholdelse af vej.

Stk. 3. Afskæres enhver adgang til ejendommen eller en del af denne, uden at der tilvejebringes anden adgang til offentlig vej, påhviler det vejbestyrelsen at overtage ejendommen helt eller delvis mod erstatning efter reglerne i §§ 51-58.

Anlæg af nye adgange til offentlig vej

§ 70. Overkørsler og overgange og tilslutninger for veje og stier til offentlig vej må ikke etableres uden vejbestyrelsens tilladelse.

Stk. 2. Etableres der til en offentlig vej adgang som nævnt i stk. 1 i mindre afstand end 100 m - i bymæssige bebyggelser dog i mindre afstand end 50 m - fra hovedlandevej eller landevej, skal tilladelse tillige indhentes fra vejbestyrelsen for hovedlandevejen eller landevejen.

Stk. 3. Skønnes det påkrævet af vejtekniske eller færdselsmæssige grunde, kan vejbestyrelsen som betingelse for tilladelse efter stk. 1 og 2 stille krav med hensyn til den nærmere placering, udformning og anvendelse af de adgange, der er nævnt i stk. 1, herunder om adgangens bredde, om fri oversigt over hjørnearealer, om arten og omfanget af færdslen ad den pågældende adgang og om flere ejendommes benyttelse af samme adgang. Vejbestyrelsen kan ligeledes gøre tilladelsen betinget af, at den offentlige vej under hensyn til de ændrede trafikale forhold ombygges med midterrabat, kanalisering, lyssignal og lignende. Vejbestyrelsen kan kræve, at udgifterne ved de førnævnte foranstaltninger helt eller delvis afholdes af vejbestyrelsen for den vej eller sti, der tilsluttes den offentlige vej, eller for så vidt angår overkørsel eller overgang, i særlige tilfælde af vedkommende ejer eller bruger. Vejbestyrelsen kan kræve selv at forestå de i dette stykke omhandlede foranstaltninger mod godtgørelse af udgifterne herved.

Benyttelse af bestående adgange til offentlig vej

§ 71. Overkørsler og overgange til offentlig vej må ikke uden vejbestyrelsens tilladelse benyttes til adgang for andre ejendomme end dem, for hvilke de er anlagt.

Stk. 2. Ønskes en overkørsel, som er anlagt alene med henblik på den færdsel, der er fornøden for jordens landbrugsmæssige drift (markoverkørsel), benyttet til anden færdsel, udkræves vejbestyrelsens tilladelse.

Stk. 3. En bestående overkørsel eller overgang må ikke uden vejbestyrelsens tilladelse benyttes for ejendomme, der fremkommer eller ændres ved udstykning, matrikulering eller arealoverførsel.

Stk. 4. Ind- og udkørsel uden for de godkendte overkørsler og vejtilslutninger må ikke finde sted uden vejbestyrelsens tilladelse.

Stk. 5. Når benyttelse af adgang, som nævnt i stk. 1-4, ønskes ved offentlig vej i mindre afstand end 100 m - i bymæssig bebyggelse dog i mindre afstand end 50 m - fra hovedlandevej eller landevej, skal tilladelse tillige indhentes fra vejbestyrelsen for hovedlandevejen eller landevejen.

Stk. 6. Tilladelse efter stk. 1-5 kan betinges som nævnt i § 70, stk. 3.

Adgangsbestemmelser

§ 72. For samtlige hovedlandeveje og landeveje samt sådanne kommuneveje, som skønnes af særlig betydning for den gennemgående færdsel, træffes efter reglerne i § 73 bestemmelse om, hvilke varige begrænsninger der skal gælde med hensyn til tilslutning af nye veje og stier, anlæg af nye overkørsler og overgange - i almindelighed bortset fra markoverkørsler - samt med hensyn til adgangen til vejen i øvrigt, herunder benyttelse af bestående adgange (adgangsbestemmelser).

§ 73. Adgangsbestemmelserne fastsættes af vejbestyrelsen.

Stk. 2. Ved overvejelser om fastsættelse af adgangsbestemmelser for en vej skal der tages hensyn til på den ene side, at vejen skal kunne tjene som en i sikkerhedsmæssig og trafikal henseende tilfredsstillende færdselsåre og på den anden side til den bebyggelse, der allerede har fundet sted langs vejen, samt til foreliggende planlægningsmæssige dispositioner.

Stk. 3. Forinden adgangsbestemmelser fastsættes, skal vejbestyrelsen forhandle med de myndigheder, der udarbejder region- og kommuneplan for området.

Stk. 4. Er der uenighed mellem vejbestyrelsen og en af de myndigheder, der er nævnt i stk. 3, om, hvorvidt der for en vejstrækning skal fastsættes adgangsbestemmelser, eller om disses nærmere indhold, afgøres tvisten af trafikministeren efter forhandling med miljøministeren.

Kundgørelse

§ 74. Om fastsættelse af adgangsbestemmelser efter §§ 72-73 udfærdiger vejbestyrelsen kundgørelse i Statstidende og i stedlige blade. I kundgørelsen angives, hvor der kan fås oplysning om bestemmelsernes indhold. Samtidig skal underretning om adgangsbestemmelsernes indhold gives til de myndigheder, der er nævnt i § 73, stk. 3.

Stk. 2. Adgangsbestemmelser, hvorom kundgørelse er optaget i Statstidende, skal respekteres såvel af ejere og brugere, som berøres af adgangsbestemmelserne, som af panthavere og andre indehavere af rettigheder over disse ejendomme, uanset hvornår deres rettigheder er erhvervet.

Underretning. Indsigelser. Tinglysning

§ 75. Vejbestyrelsen skal snarest muligt og senest inden 6 måneder fra kundgørelsen underrette så vidt muligt enhver ejer og bruger af ejendomme, der må skønnes at blive berørt af adgangsbestemmelserne om de adgangsbestemmelser, der er fastsat for den enkelte ejendom.

Stk. 2. I underretningen skal der angives en frist på ikke under 6 måneder fra modtagelsen for over for vejbestyrelsen at fremsætte indsigelser med hensyn til den adgangsret, der er tillagt en ejendom. Underretningen skal endvidere indeholde oplysning om indholdet af § 78.

Stk. 3. Vejbestyrelsen foranlediger adgangsbestemmelserne tinglyst på de ejendomme, der må skønnes at blive berørt af bestemmelserne.

Berigtigelser

§ 76. Når den frist, der er fastsat efter § 75, stk. 2, er udløbet, foretager vejbestyrelsen eventuelle berigtigelser af de fastsatte adgangsbestemmelser.

Ændring og ophævelse af adgangsbestemmelser

§ 77. Vejbestyrelsen kan til enhver tid ændre eller ophæve adgangsbestemmelserne efter reglerne i § 73.

Overtagelse af areal

§ 78. Såfremt ejeren af et areal som følge af beslutninger og bestemmelser truffet i medfør af §§ 70-73 afskæres fra en udnyttelse af arealet, der er økonomisk rimelig og forsvarlig under hensyn til ejendommens beliggenhed og øvrige beskaffenhed, og som svarer til den udnyttelse, der finder sted af andre tilgrænsende eller omliggende arealer, kan ejeren begære arealet overtaget helt eller delvis af vejbestyrelsen, medmindre vejbestyrelsen kan anvise anden fornøden adgang til arealet.

Stk. 2. Begæringen om overtagelse skal fremsættes inden 6 måneder efter, at ejeren har fået underretning om beslutningen eller bestemmelserne, eller hvis indsigelse er fremsat efter § 75, stk. 2, eller klage indbragt efter § 4, inden 6 måneder efter, at ejeren har modtaget underretning om afgørelsen af indsigelsen eller klagen. Når særlige grunde foreligger, kan vejbestyrelsen tillade, at begæring om overtagelse fremsættes efter udløbet af de nævnte frister.

§ 79. Såfremt vejbestyrelsen finder, at et krav efter § 78 er berettiget, skal den udarbejde forslag til tilvejebringelse af anden passende adgang til arealet eller fremsætte tilbud om erstatning for arealets overtagelse.

Stk. 2. Finder vejbestyrelsen kravet uberettiget, eller opnås der ikke mellem vejbestyrelsen og ejeren enighed om de foreslåede ændrede adgangsforhold eller om det tilbudte erstatningsbeløb, henvises sagen til de taksationsmyndigheder, der er nævnt i §§ 57-58.

Stk. 3. Taksationsmyndighederne afgør, om ejerens krav efter § 78 må anses for berettiget, og i bekræftende fald, om det af vejbestyrelsen eventuelt fremsatte forslag til ændrede adgangsforhold er tilfredsstillende. Er dette ikke tilfældet, fastsætter taksationsmyndighederne erstatning for arealets overtagelse efter reglerne i § 51, jf. §§ 53-55.

Meddelelse af undtagelser fra adgangsbestemmelser

§ 80. Undtagelse fra de kundgjorte adgangsbestemmelser kan gøres, når vægtige grunde taler derfor, og det skønnes foreneligt med de hensyn, der ligger til grund for adgangsbestemmelserne.

Stk. 2. Undtagelser meddeles af vejbestyrelsen.

§ 81. (Ophævet).

§ 82. Indtil der er fastsat adgangsbestemmelser efter §§ 72-73, kan vejbestyrelsen kræve, at udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvor den nye ejendom eller det overførte areal grænser til en offentlig vej, eller optagelse på matrikelkortet af en ny vej i tilslutning til en offentlig vej udskydes i indtil et år.

§ 83. Boligministeren, henholdsvis justitsministeren, kan fastsætte nærmere regler om matrikulære berigtigelser henholdsvis tinglysningsmæssige berigtigelser, der er foranlediget af bestemmelserne i dette kapitel.