§ Værdipapirhandelsloven · kapitel 25 af 31
Kapitel 25 – *
LBK nr 591 af 13/07/1999
Fondsrådet
§ 83. Fondsrådet skal virke for et velfungerende dansk værdipapirmarked, som har en sådan effektivitet, gennemskuelighed og konkurrencedygtighed, at det er attraktivt for udstedere, investorer og værdipapirhandlere, og som lever op til internationale standarder.
Stk. 2. Fondsrådet, der er et uafhængigt, kollegialt råd, består af 11 medlemmer med henholdsvis økonomisk eller juridisk indsigt og indsigt i værdipapirmarkedet. Økonomiministeren udnævner formanden og næstformanden, og udnævner de øvrige medlemmer samt suppleanter herfor efter indstilling for indtil 4 år ad gangen. Et medlem af Fondsrådet og suppleanten for et medlem må ikke samtidig være medlem af ledelsen for en fondsbørs, en autoriseret markedsplads, en clearingcentral, en værdipapircentral, en autoriseret pengemarkedsmægler eller en værdipapirmægler.
Stk. 3. Formanden og næstformanden skal repræsentere generelle samfundsmæssige interesser. Formanden skal have økonomisk-erhvervsmæssig sagkundskab, mens næstformanden skal have juridisk-erhvervsmæssig sagkundskab. Danmarks Nationalbank indstiller ét medlem, Rådet for Dansk Forsikring og Pension2) og Foreningen af Firmapensionskasser indstiller 2 medlemmer i fællesskab, og ATP og LD indstiller ét medlem i fællesskab. Børsmæglerforeningen indstiller 2 medlemmer. Finansrådet og InvesteringsForeningsRådet indstiller ét medlem i fællesskab. Realkreditrådet indstiller ét medlem, og Dansk Industri, Danmarks Rederiforening og Det Danske Handelskammer indstiller ét medlem i fællesskab.
Stk. 4. Fondsrådet træffer afgørelse med simpelt flertal.
Stk. 5. Økonomiministeren godkender Fondsrådets forretningsorden, der offentliggøres ved bekendtgørelse.
Stk. 6. Regler udstedt i medfør af § 19, stk. 1 og 2, § 33, stk. 4, § 41, stk. 3, § 42, stk. 5, § 52, stk. 1 og 2, og § 54, stk. 4, samt ændringer heri skal anmeldes til Fondsrådet.
Stk. 7. Fondsrådet kan give fondsbørser, autoriserede markedspladser og clearingcentraler pålæg om at ændre de efter stk. 6 omfattede regler eller fastsætte supplerende regler for disse områder.