§ Værdipapirhandelsloven · kapitel 21 af 31
Kapitel 21 – *
LBK nr 591 af 13/07/1999
Tilslutning til en værdipapircentral
§ 62. Ret til at foretage indrapportering til registrering i en værdipapircentral på dennes vegne og med retsvirkning i henhold til §§ 66-75 (kontoførende institutter) tilkommer ud over den pågældende værdipapircentral:
-
Danmarks Nationalbank og Finansstyrelsen,
-
banker, sparekasser og andelskasser (pengeinstitutter),
-
fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at føre depoter,
-
realkreditinstitutter,
-
virksomheder, der drives i fællesskab af virksomheder, som omfattes af nr. 2-4, og som har til formål at forvalte værdipapirer,
-
obligationsudstedende institutter, for så vidt angår fondsaktiver, der er udstedt af det pågældende institut, samt
-
clearingcentraler.
Stk. 2. Ret til at indhente oplysninger om egne konti direkte i en værdipapircentral og overføre meddelelser om salg gennem værdipapircentralen til de kontoførende institutter eller en clearingcentral samt foretage anmeldelser om registrering på egne konti direkte til en værdipapircentral tilkommer storkunder.
§ 63. Udenlandske værdipapircentraler og depotsteder, som er under offentligt tilsyn (udlandscentraler), og danske værdipapircentraler kan efter Finanstilsynets godkendelse foretage indrapportering til registrering i en værdipapircentral på dennes vegne og med retsvirkning i henhold til §§ 66-75.
Stk. 2. I tilfælde af konkurs, betalingsstandsning eller lignede i en virksomhed omfattet af stk. 1 ophører den i samme stykke nævnte tilslutningsaftale med omgående virkning og dermed retten til at foretage indrapportering til registrering i en værdipapircentral. Medmindre andet aftales, overtager værdipapircentralen herefter indrapporteringen til registrering på berørte konti i en periode på højst 4 måneder, hvorefter kontohaverens registreringer overføres til konto hos den enkelte udsteder. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden i forbindelse med ophøret af en tilslutningsaftale som nævnt i 1. pkt. samt i forbindelse med overførsel af en kontohavers registreringer til konto hos en udsteder som nævnt i 2. pkt.
Stk. 3. En værdipapircentral kan efter Finanstilsynets godkendelse foretage registreringer i udlandscentraler og i danske værdipapircentraler.
§ 64. De af § 62, stk. 1, og § 63 omfattede virksomheder skal indgå en tilslutningsaftale med en værdipapircentral som betingelse for, at de kan opnå adgang til at indrapportere til registrering i den pågældende central.
Stk. 2. De af § 62, stk. 2, omfattede storkunder skal indgå en tilslutningsaftale med en værdipapircentral som betingelse for, at de kan opnå adgang til at indhente oplysninger om egne konti, overføre meddelelser om salg og foretage anmeldelser om registreringer på egne konti direkte i den pågældende central.
§ 65. Finanstilsynet fastsætter regler om grundlaget for og fremgangsmåden ved registrering og om godkendelse af personer, der som ansatte i en værdipapircentral eller et kontoførende institut kan udføre de med registreringen forbundne opgaver.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om registrering af begrænsede rettigheder over fondsaktiver samt regler om værdipapircentralers eller kontoførende institutters adgang til at opkræve gebyrer for forvaltning af fondsaktiver og for registreringer vedrørende disse.