§ Værdipapirhandelsloven · kapitel 15 af 31
Kapitel 15 – *
LBK nr 591 af 13/07/1999
Clearingvirksomhed
§ 50. Ved clearing forstås opgørelse af forpligtelser og rettigheder ved en aftalt udveksling af ydelser i forbindelse med transaktioner med værdipapirer.
Stk. 2. Ved afvikling forstås udveksling af ydelser til opfyldelse af parternes forpligtelser i forbindelse med transaktioner med værdipapirer.
Stk. 3. Ved clearingvirksomhed forstås regelmæssig virksomhed, som består i på clearingdeltagernes vegne at gennemføre clearing, afvikling eller clearing og afvikling af transaktioner med værdipapirer, herunder at indtræde som part i transaktionerne eller på anden måde sikre transaktionernes gennemførelse. Finanstilsynet afgør i tvivlstilfælde, om der foreligger clearingvirksomhed.
Stk. 4. Ved en clearingdeltager forstås en part, der har indgået en aftale med en clearingcentral om regelmæssigt at deltage i clearing, afvikling eller clearing og afvikling.
§ 51. Clearingvirksomhed må alene drives af clearingcentraler og Danmarks Nationalbank.
Stk. 2. Bestemmelserne i kapitlerne 16-18 med undtagelse af § 54, stk. 2, og §§ 55 og 56 finder ikke anvendelse for Danmarks Nationalbank.
§ 52. Bestyrelsen for en clearingcentral er ansvarlig for, at centralens virksomhed foregår på en hensigtsmæssig og betryggende måde. Det påhviler den enkelte clearingcentral at fastsætte regler for clearing og afvikling og sikre alle berørte ligelig behandling. Vilkår for clearingcentralers betalingsafvikling i Danmarks Nationalbank er ikke omfattet af 2. pkt.
Stk. 2. En clearingcentral kan fastsætte nærmere regler om de værdipapirer, der kan cleares, afvikles eller cleares og afvikles i centralen.
§ 53. En clearingcentral kan føre kontantkonti for clearingdeltagerne og foranstalte långivning og låntagning af penge og værdipapirer i forbindelse med clearing, afvikling eller clearing og afvikling af værdipapirtransaktioner. Nærmere regler herom fastsættes i en tilslutningsaftale, jf. § 54.
Stk. 2. En clearingcentral kan drive accessorisk virksomhed. Finanstilsynet kan beslutte, at den accessoriske virksomhed skal udøves i et andet selskab.
Stk. 3. Hvis en clearingcentral tillige driver børsvirksomhed, finder bestemmelserne i § 16, stk. 3 og 4, §§ 18-20, samt kapitlerne 6-10 anvendelse på selskabets virksomhed. Regler udstedt i medfør af § 19, stk. 1 og 2, og kapitlerne 6-10 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Hvis en clearingcentral tillige driver virksomhed som værdipapircentral, finder bestemmelserne i § 8, stk. 3, § 60, §§ 62-82 og §§ 90 og 91 anvendelse på selskabets virksomhed.
Stk. 5. Hvis en clearingcentral tillige driver virksomhed som autoriseret markedsplads, finder bestemmelserne i kapitel 11 anvendelse på selskabets virksomhed.
Stk. 6. Hvis en clearingcentral tillige driver værdipapirmæglervirksomhed, finder bestemmelserne i kapitel 13 anvendelse.