§ Bekendtgørelse af lov om statsgaranti til udviklingsvirksomhed · kapitel 1 af 4
Kapitel 1 – *
LBK nr 150 af 17/03/1999
Formål
§ 1. Formålet med denne lov er at fremme vækst og udvikling i nye små og mellemstore virksomheder ved at lette virksomhedernes adgang til risikovillig og kompetent egenkapital til gavn for beskæftigelsen og en bæredygtig udvikling. Til fremme af lovens formål kan staten yde garanti til selskaber, som indskyder ansvarlig kapital i nye små og mellemstore virksomheder, der igangsætter udviklingsprojekter.
Kapitel 1 A
Selskaber omfattet af loven
§ 1 A. Selskaber, der opnår en statsgaranti i henhold til denne lov, betegnes i denne lov udviklingsselskaber.
§ 2. (Ophævet)
§ 3. Et udviklingsselskab skal meddele VækstFonden væsentlige ændringer i forhold, der ligger til grund for tildeling af statsgarantien. Væsentlige ændringer i udviklingsselskabets forretningsstrategier, ledelse eller ejerkreds skal ligeledes meddeles VækstFonden.
Stk. 2. Finder VækstFonden, at der er sket så væsentlige ændringer i de forhold, der ligger til grund for tildeling af statsgarantien, at udviklingsselskabet er uegnet til at drive udviklingsvirksomhed, kan fonden fratage udviklingsselskabet dets statsgaranti.
Stk. 3. VækstFonden fastsætter en årlig præmie, som udviklingsselskabet skal betale for at være omfattet af statsgarantien.
§ 4. Et udviklingsselskab kan fratræde ordningen ved at give meddelelse til VækstFonden. En sådan meddelelse får virkning efter den først følgende regnskabsopgørelse, jf. § 10, stk. 1.