← Værdipapirhandelsloven

§ Værdipapirhandelsloven · kapitel 18 af 31

Kapitel 18 – *

LBK nr 797 af 06/11/1998

Netting

    § 57. En aftale mellem to eller flere parter om, at samtlige anmeldte fordringer, der har tilknytning til en clearingcentrals eller Danmarks Nationalbanks udøvelse af clearingvirksomhed, jf. § 50, stk. 3, eller forbindelse til et betalingssystem, der afvikles over konti i Danmarks Nationalbank, skal afregnes mod hinanden (nettes), kan med retsvirkning over for boet og kreditorerne tillige indeholde en bestemmelse om, at de pågældende fordringer skal slutafregnes eller føres tilbage i deres helhed, såfremt en af parterne erklæres konkurs, eller der anmeldes betalingsstandsning eller åbnes tvangsakkord. En sådan aftale skal dog for at have retsvirkning over for boet og kreditorerne inden konkursen, anmeldelsen af betalingsstandsning eller åbningen af tvangsakkord være indsendt til Finanstilsynet og indeholde objektive betingelser for, i hvilke tilfælde anmeldte, men endnu ikke opfyldte fordringer enten

  1. opfyldes i overensstemmelse med nettingaftalen eller

  2. tilbageføres i deres helhed.

    Stk. 2. Finanstilsynet kan godkende, at aftaler om netting med udenlandske clearingcentraler eller tilsvarende udenlandske virksomheder får retsvirkning i henhold til stk. 1.

    Stk. 3. Finanstilsynet udfærdiger en liste over, på hvilke clearing- og afviklingssystemer netting med retsvirkning i henhold til bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan finde anvendelse. Listen offentliggøres ved bekendtgørelse.

    Stk. 4. Sikkerhedsstillelse i form af marginindbetalinger for fordringer, jf. stk. 1 eller 2, kan ikke omstødes efter konkurslovens § 70, stk. 1, uanset om betalingen erlægges i kontanter, værdipapirer eller på anden måde. Omstødelse kan dog ske, såfremt

  1. sikkerheden ikke er stillet uden unødig ophold, efter at mangelen på sikkerhed er opstået, eller

  2. sikkerheden er stillet under sådanne omstændigheder, at den ikke fremstår som ordinær.

    § 58. En aftale mellem to parter om, at samtlige deres indbyrdes fordringer, som er opstået i forbindelse med handel med valuta og handel med værdipapirer omfattet af denne lov, skal afregnes mod hinanden løbende eller ved en parts misligholdelse af sine aftalemæssige forpligtelser (nettes), kan med retsvirkning over for boet og kreditorerne tillige indeholde en bestemmelse om, at de pågældende fordringer skal slutafregnes, såfremt en af parterne erklæres konkurs, eller der anmeldes betalingsstandsning, eller åbnes tvangsakkord, eller afgår ved døden.

**

Afsnit IV

**

**

Registrering

**