Bekendtgørelse af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. § 29
§ 29. Udstedelse af pantebreve, herunder i forbindelse med konvertering, i en ejendom, der tilhører en almen boligorganisation, kan kun ske med kommunalbestyrelsens godkendelse. Undtaget herfra er dog pantebreve til Landsbyggefonden samt pantebreve, der udstedes i forbindelse med:
-
- Ejendomserhvervelse.
-
- Optagelse af byggelån.
-
- Endelig prioritering af nyopførte ejendomme.
-
- Konvertering af realkreditlån, hvortil der ydes rentesikring i medfør af tidligere love om boligbyggeri, hvor udstedelse af pantebreve kun kan ske med boligministerens godkendelse.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen eller amtsrådet udsteder pantebreve i kommunale eller amtskommunale almene ældreboliger.
Stk. 3. Ved anmeldelse til tinglysning af et pantebrev i en ejendom, der tilhører en almen boligorganisation, skal dokumentet indeholde oplysning om, at der foreligger godkendelse efter stk. 1 eller erklæring om, at godkendelse er ufornøden, jf. stk. 1, nr. 1-4. Hvis godkendelse eller erklæring ikke foreligger, sætter dommeren i overensstemmelse med reglerne i tinglysningsloven en frist til fremskaffelse af godkendelse eller erklæring.
Stk. 4. Almene boligorganisationer kan kun optage lån til finansiering af grundkøb med henblik på bebyggelse, såfremt der foreligger tilsagn om garanti fra en kommune eller anden lige så sikker garanti, f.eks. fra et pengeinstitut eller forsikringsselskab, således at erhvervelsen ikke kan påføre organisationen eller dens boligtagere tab.
Kilde: Retsinformation.dk