Bekendtgørelse af lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven) (* 1) § 8 G
§ 8 G. (* 25) Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan selskaber, som er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1-2 c og 3 a-6, samt § 2, stk. 1, litra a, og fonde, som er skattepligtige efter fondsbeskatningsloven, fradrage et beløb svarende til 25 pct. af de udgifter, som afholdes i tilknytning til den skattepligtiges deltagelse i det fælleseuropæiske forskningsprojekt Eureka eller i tilknytning til den skattepligtiges deltagelse i EU-forskningsprojekterne Esprit, Brite eller Race. Det er en betingelse for ekstrafradraget, at det pågældende forskningsprojekt ved udgangen af indkomståret er godkendt som enten Eureka-projekt af Teknologistyrelsen eller somEsprit-projekt, Brite-projekt eller Race-projekt af Europa-Kommissionen. Det er endvidere en betingelse for fradraget, at udgifterne er afholdt inden for det budget, som virksomheden opstiller med henblik på at opnå godkendelse fra Teknologistyrelsen, henholdsvis EU.
Stk. 2. (* 25) Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan selskaber, som er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1-2 c og 3 a-6, samt § 2, stk. 1, litra a, og fonde, som er skattepligtige efter fondsbeskatningsloven, fradrage et beløb svarende til 25 pct. af de udgifter, som afholdes i tilknytning til den skattepligtiges deltagelse i det fælleseuropæiske forskningsprojekt Eureka, i programmer under Nordisk Industrifond, i EU-programmer i henhold til rammeprogrammet for Fællesskabets aktioner inden for forskning og teknologisk udvikling eller i EU-programmet Thermie. Det er en betingelse for ekstrafradraget, at det pågældende forskningsprojekt på forhånd er godkendt af industriministeren eller den, der bemyndiges dertil. Det er endvidere en betingelse, at det pågældende forskningsprojekt ved udgangen af indkomståret er godkendt enten som Eureka-projekt af Erhvervsfremmestyrelsen, som projekt af Nordisk Industrifond eller som EU-projekt af Europa-Kommissionen. Det er endelig en betingelse for fradraget, at udgifterne er afholdt inden for det budget, som virksomheden opstiller med henblik på at opnå godkendelse af Erhvervsfremmestyrelsen, Nordisk Industrifond eller Europa-Kommissionen.
Stk. 3. Ekstrafradraget efter stk. 1 og 2 berører ikke den skattepligtiges adgang til fradrag for driftsomkostninger og afskrivninger efter skattelovgivningens almindelige regler.
Stk. 4. Ekstrafradraget efter stk. 1 ydes kun på grundlag af udgifter, der er afholdt til projekter, der er godkendt inden udgangen af 1989.
Stk. 5. Ekstrafradraget efter stk. 2 ydes kun på grundlag af udgifter, der er afholdt til projekter, der er godkendt inden udgangen af 1995.
Stk. 6. Industriministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan fastsætte nærmere regler for gennemførelsen af den i stk. 2 nævnte forhåndsgodkendelse af projekter.
Kilde: Retsinformation.dk