Bekendtgørelse af lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven) (* 1) § 7 O
§ 7 O. (* 46) Skattepligtige personer skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne følgende indkomster efter reglerne i stk. 3:
-
- Gave- og legatbeløb, der er ydet som et engangsbeløb af offentlige midler, legater, kulturelle fonds og lignende her i landet eller i udlandet, når gaven eller legatet udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester, jf. dog § 7, litra v.
-
- Gaver, gratialer og lignende fra den skattepligtiges arbejdsgiver, når udbetalingen sker en gang for alle enten i anledning af, at den virksomhed, hvori den skattepligtige eller dennes ægtefælle er eller har været ansat, har bestået i 25 år eller i et antal år, der er deleligt med 25, eller i en særlig anledning begrundet i den skattepligtiges forhold såsom jubilæum eller arbejdsophør på grund af alder eller sygdom samt godtgørelse i anledning af fratræden af stilling. Det gælder dog ikke, i det omfang beløbet træder i stedet for, hvad modtageren ville have oppebåret i indtægt af stillingen for tiden efter fratrædelsen og indtil det tidspunkt, til hvilket modtageren kunne være opsagt i henhold til sin kontrakt eller lovgivningens almindelige regler, dog højst for en periode af et år.
-
- Beløb efter § 16 G, der ved en pensionsordnings opløsning eller bortfald tilfalder arbejdsgiveren, når denne i sin skattepligtige indkomst har fradraget de af arbejdsgiveren præsterede tilskud til ordningen, medmindre beløbet beskattes efter pensionsbeskatningslovens § 24.
-
- Vederlag for afløsning af pensionstilsagn, der ikke er afdækket i et pensionsinstitut, jf. § 16 E, stk. 1, nr. 6.
Stk. 2. Følgende indkomster medregnes efter skatteministerens tilladelse til den skattepligtige indkomst efter reglerne i stk. 3:
-
- Indtægt, der efter den pågældendes sædvanlige indkomstforhold er ekstraordinært stor, og som fremtræder som resultat af et opfinderarbejde eller et arbejde af litterær, kunstnerisk, videnskabelig eller lignende karakter.
-
- Dusører og belønninger for foretagelsen af en fortjenstfuld handling, som det ikke hører til den pågældendes erhverv at udføre, såsom indsats for at redde menneskeliv eller medvirken ved opklaring af en forbrydelse.
Stk. 3. Af den del af summen af de i stk. 1 og 2 nævnte indkomster, der overstiger et grundbeløb på 7.900 kr., medregnes 85 pct. til den skattepligtige indkomst. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20.
Kilde: Retsinformation.dk