Bekendtgørelse af lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven) (* 1) § 7 B
§ 7 B. Beløb, som Indskydergarantifonden udbetaler til et pengeinstitut til hel eller delvis udligning af en regnskabsmæssig underbalance i forbindelse med overdragelse af aktiver og passiver fra et pengeinstitut til et andet pengeinstitut, medregnes ikke til den skattepligtige indkomst. Den del af underbalancen, der er dækket af et tilskud eller en garanti fra Indskydergarantifonden, kan herefter ikke anses for en del af det overtagende pengeinstituts anskaffelsessum for de overtagne aktiver.
Stk. 2. Såfremt Indskydergarantifonden har udbetalt beløb omfattet af stk. 1 eller stillet garanti, der kan føre til udbetaling af beløb omfattet af stk. 1, og et overdragende selskab omfattet af stk. 1 påbegynder ny aktivitet, kan et underskud for tidligere indkomstår ikke føres til fradrag i den skattepligtige indkomst for det pågældende indkomstår eller senere indkomstår, ligesom underskud for det pågældende indkomstår ikke kan føres til fradrag i den skattepligtige indkomst for senere indkomstår.
Kilde: Retsinformation.dk