Bekendtgørelse af lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven) (* 1) § 16 H

§ 16 H. (* 4) (* 49) Såfremt en skattepligtig omfattet af kildeskattelovens § 1 eller dødsboskattelovens § 1, stk. 2, kontrollerer et udenlandsk selskab eller en forening m.v. (selskabet), hvis virksomhed overvejende er af finansiel karakter, og hvis afkast beskattes væsentlig lavere end efter danske regler, medregnes selskabets indkomst opgjort efter danske regler ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Tilsvarende gælder, hvis den skattepligtige i fællesskab med nærtstående eller i fællesskab med en fond eller trust stiftet af den skattepligtige eller dennes nærtstående eller fonde eller truster stiftet af disse kontrollerer et udenlandsk selskab som nævnt i 1. pkt. Den skattepligtige anses for at kontrollere et selskab, hvis vedkommende direkte eller indirekte eller i fællesskab med nærtstående ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen i selskabet eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i selskabet. Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold.

Stk. 2. Selskabsskattelovens § 32, stk. 1, sidste pkt., og stk. 2-7, finder tilsvarende anvendelse på skattepligtige omfattet af stk. 1, for så vidt de efter deres indhold er anvendelige. Den skattepligtige beskattes dog ikke af indkomsten i udenlandske selskaber som nævnt i stk. 1, i det omfang indkomsten skal medregnes til et selskabs eller en fonds skattepligtige indkomst efter selskabsskattelovens § 32 eller fondsbeskatningslovens § 12.

Stk. 3. For skattepligtige omfattet af stk. 1 medregnes udbytte fra selskaber m.v. omfattet af stk. 1 ikke til den skattepligtige indkomst i det omfang, udbyttet ikke overstiger den danske skat, som den skattepligtige skal betale af indkomsten i selskabet.

Kilde: Retsinformation.dk