Bekendtgørelse af lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven) (* 1) § 15 N
§ 15 N. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan følgende personer fradrage udgifter til vedligeholdelse og forbedring af boligen:
-
- ejere, der bebor deres helårs- eller fritidsbolig,
-
- andelshavere i private andelsboligforeninger, der bebor andelsboligen, og
-
- lejere af beboelseslejligheder i private udlejningsejendomme og boligtagere i almennyttige boligselskaber samt andet byggeri opført med støtte efter lov om boligbyggeri eller lov om boliger for ældre og personer med handicap under iagttagelse af § 28 i lejeloven. En ejer af en privat udlejningsejendom, som selv bebor en lejlighed i ejendommen, anses i denne forbindelse som lejer.
Stk. 2. Fradrag kan alene foretages for udgifter, der er afholdt til vedligeholdelse og forbedring af de i stk. 1 nævnte boliger, der er beliggende i Bornholms Amtskommune. Fradraget indrømmes for udgifter til arbejder, der påbegyndes og udføres i perioden 1. juli 1992 til og med 31. december 1993. Fradraget kan for 1992 højst udgøre 7.500 kr. pr. bolig og for 1993 højst 15.000 kr. pr. bolig. Bebor den skattepligtige alene boligen i en del af perioden 1. juli 1992 til og med 31. december 1992 henholdsvis 1. januar 1993 til og med 31. december 1993, nedsættes nævnte beløb forholdsmæssigt.
Stk. 3. For personer som nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, anses følgende arbejder vedrørende ejendommen for fradragsberettigede efter stk. 1 og 2:
-
- Energibesparende foranstaltninger, herunder efterisolering, forsatsruder, termostatventiler, varmemålere, varmegenvinding samt sol- og jordvarme og lign.
-
- Andre ressourcebesparende foranstaltninger end nr. 1, f.eks. vandbesparende foranstaltninger, vandmålere, affaldshåndtering og lign.
-
- Installation, udskiftning og reparation af varmeforsyningsanlæg, herunder naturgas og fjernvarme.
-
- Tag, ydermure, vinduer, udvendige og indvendige overflader samt fundamenter.
-
- Bad, wc og køkkener, herunder såvel etablering og udskiftning som istandsættelse.
-
- Renovering af kloak.
-
- Tekniske installationer, herunder elinstallationer.
Stk. 4. For personer som nævnt i stk. 1, nr. 3, anses følgende arbejder vedrørende den enkelte bolig for fradragsberettigede efter stk. 1 og 2:
-
- Energibesparende foranstaltninger, herunder efterisolering, forsatsvinduer, termostatventiler, varmemålere og lign.
-
- Andre ressourcebesparende foranstaltninger end nr. 1, f.eks. vandbesparende foranstaltninger, vandmålere, affaldshåndtering og lign.
-
- Bad, wc og køkkener, herunder såvel etablering og udskiftning som istandsættelse.
-
- Indvendige overflader.
-
- Tekniske installationer, herunder elinstallationer.
Stk. 5. Fradrag efter stk. 1 og 2 indrømmes kun for udgifter til arbejder, der udføres af virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven (momsloven). Fradrag kan ikke foretages for arbejder udført af egen virksomhed.
Stk. 6. Hvor en ejendom omfattet af stk. 1 tillige i væsentligt omfang benyttes erhvervsmæssigt, kan der alene beregnes fradrag efter stk. 1 og 2 for udgifter, der vedrører den del af ejendommen, der tjener som bolig.
Stk. 7. Der indrømmes ikke fradrag efter stk. 1 og 2 for arbejder i det omfang, der er ydet tilskud til de afholdte udgifter fra det offentlige eller indrømmet fradrag for de afholdte udgifter efter andre regler i skattelovgivningen. For ejere af ejendomme, der tjener til bolig for ejeren, og som indeholder en eller to selvstændige lejligheder, og for hvilke der foretages fradrag efter stk. 1 og 2 for 1992, kan standardfradrag efter § 15 J for indkomståret 1992 ikke overstige halvdelen af det årlige standardfradrag. Foretages der fradrag for 1993, bortfalder standardfradrag efter § 15 J for indkomståret 1993.
Stk. 8. Udgifter, der er fradraget i indkomsten efter stk. 1 og 2, medregnes ikke ved opgørelsen af grundlaget for skattemæssige afskrivninger og medregnes ikke til anskaffelsessummen ved opgørelse af skattepligtig fortjeneste ved afståelse af fast ejendom.
Kilde: Retsinformation.dk