Bekendtgørelse af lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven) (* 1) § 12
§ 12. (* 32) Udgifter til løbende ydelser, som den skattepligtige har forpligtet sig til at udrede, kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter reglerne i stk. 2-7.
Stk. 2. Udgifter til ensidigt påtagne forpligtelser som nævnt i stk. 1 kan fradrages, hvis ydelsen tilfalder foreninger, stiftelser, institutioner m.v. eller religiøse samfund som godkendt efter stk. 3. Fradrag indrømmes kun for årlige ydelser, der ikke overstiger 15 pct. af yderens personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst. For selskaber og andre skattepligtige institutioner indrømmes fradrag kun for årlige ydelser, der ikke overstiger 15 pct. af yderens skattepligtige indkomst. Årlige ydelser, der ikke overstiger 15.000 kr., kan dog fradrages fuldt ud uanset begrænsningen i 2. og 3. pkt.
Stk. 3. Fradragsret efter stk. 2 er betinget af, at skatteministeren har godkendt foreningen, stiftelsen, institutionen m.v. eller det religiøse samfund som berettiget til at modtage løbende ydelser med den virkning, at yderen får fradrag for dem. Religiøse samfund kan godkendes, hvis de er hjemmehørende her i landet. Foreninger, stiftelser, institutioner m.v. kan godkendes, hvis de er hjemmehørende her i landet, er almenvelgørende eller på anden måde almennyttige og anvender deres midler, herunder de modtagne ydelser, til humanitære formål, til forskning eller til beskyttelse af naturmiljøet.
Stk. 4. (* 32) Udgifter til ydelser som nævnt i stk. 1 kan fradrages, hvis ydelsen udredes i form af hel eller delvis fribolig for modtageren. Begrænsningen af fradragsretten i stk. 2 finder ikke anvendelse på sådanne ydelser.
Stk. 5. (* 32) De i stk. 4 nævnte ydelser kan ikke fradrages i det omfang, yderen som gave eller arveforskud har forpligtet sig til at udrede dem til livsarvinger eller disses ægtefæller. Stedbørn og plejebørn sidestilles med livsarvinger. Bestemmelserne i 1. og 2. pkt. medfører ingen begrænsning i adgangen til at fradrage de i §§ 10 og 11 nævnte underholdsbidrag.
Stk. 6. (* 32) Uanset begrænsningen i stk. 5 kan der indrømmes fradrag for ydelser som nævnt i stk. 4, hvis ydelsen tilfalder den skattepligtiges barnebarn. Fradrag indrømmes endvidere for ydelser, der tilfalder et barnebarn af den med den skattepligtige samlevende ægtefælle. Udgifter til sådanne ydelser kan fradrages med i alt højst 3.000 kr. årligt pr. barnebarn. Fradragsretten er betinget af, at en af barnebarnets forældre er afgået ved døden før indkomstårets begyndelse. Fradrag indrømmes ikke for ydelser, der forfalder til betaling efter udgangen af det kalenderår, hvori barnebarnet fylder 18 år.
Stk. 7. (* 32) Udgifter til ydelser som nævnt i stk. 1 kan fradrages, hvis ydelsen udredes som et led i en gensidigt bebyrdende aftale. Udgifter til sådanne ydelser kan dog ikke fradrages, når yderen er forpligtet til at udrede dem til selvejende institutioner, stiftelser, fonde m.v., som er stiftet af den skattepligtige. Det samme gælder, hvis institutionen m.v. er stiftet af den skattepligtiges ægtefælle, af disses forældre eller livsarvinger, eller hvis disse personer har en bestemmende indflydelse over institutionen m.v. Stedbørn og plejebørn sidestilles med livsarvinger.
Kilde: Retsinformation.dk