Bekendtgørelse af lov om offentlige veje § 71

§ 71. Overkørsler og overgange til offentlig vej må ikke uden vejbestyrelsens tilladelse benyttes til adgang for andre ejendomme end dem, for hvilke de er anlagt.

Stk. 2. Ønskes en overkørsel, som er anlagt alene med henblik på den færdsel, der er fornøden for jordens landbrugsmæssige drift (markoverkørsel), benyttet til anden færdsel, udkræves vejbestyrelsens tilladelse.

Stk. 3. En bestående overkørsel eller overgang må ikke uden vejbestyrelsens tilladelse benyttes for ejendomme, der fremkommer eller ændres ved udstykning, matrikulering eller arealoverførsel.

Stk. 4. Ind- og udkørsel uden for de godkendte overkørsler og vejtilslutninger må ikke finde sted uden vejbestyrelsens tilladelse.

Stk. 5. Når benyttelse af adgang, som nævnt i stk. 1-4, ønskes ved offentlig vej i mindre afstand end 100 m - i bymæssig bebyggelse dog i mindre afstand end 50 m - fra hovedlandevej eller landevej, skal tilladelse tillige indhentes fra vejbestyrelsen for hovedlandevejen eller landevejen.

Stk. 6. Tilladelse efter stk. 1-5 kan betinges som nævnt i § 70, stk. 3.

Adgangsbestemmelser

Kilde: Retsinformation.dk