Bekendtgørelse af lov om opkrævning af indkomstskat for personer m.v. (* 1) (* 13) (Kildeskat) § 48

§ 48. Til brug ved indeholdelse af foreløbig skat i A-indkomst udsteder skattemyndighederne skattekort og bikort til skattepligtige, som forventes at få A-indkomst i det pågældende år. Modtagere af A-indkomst skal aflevere skattekort til eller forevise bikort for den indeholdelsespligtige.

Stk. 2. Skattemyndighederne drager omsorg for, at det på skattekortet anføres, hvilket beløb der skal fradrages i A-indkomst for henholdsvis en måned, 14 dage, en uge og en dag, forinden indeholdelse foretages. Fradragsbeløbene udgør forholdsmæssige andele af summen af de fradrag, der må forventes at ville tilkomme den skattepligtige ved den endelige indkomstopgørelse og skatteberegning for det pågældende år. På bikort anføres intet fradragsbeløb.

Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter der under særlige omstændigheder ikke skal anføres fradragsbeløb på skattekortet eller skal ske fordeling af det samlede fradrag på anden måde end efter stk. 2.

Stk. 4. Skattemyndighederne drager omsorg for, at det på skattekort og bikort anføres, med hvilken procent indeholdelse skal foretages. Indeholdelsesprocenten fastsættes under hensyn til den skattepligtiges forventede indkomstforhold. Skatteministeren kan fastsætte regler om op- eller nedrunding af de beregnede indeholdelsesprocenter, som dog i intet tilfælde må forhøjes eller nedsættes med mere end 1,5. Skatteministeren fastsætter endvidere regler om, hvorledes der ved beregningen af skattekortets fradragsbeløb og indeholdelsesprocenten skal tages hensyn til den skattepligtiges personfradrag efter personskattelovens §§ 9-12.

Stk. 5. Skatteministeren kan bestemme, at der ved den indeholdelsespligtiges beregning af A-skat skal ske nedrunding af det beløb, hvoraf skatten beregnes, til det nærmeste med 10 delelige kronebeløb.

Stk. 6. Når omstændighederne i det enkelte tilfælde taler derfor, således når det er åbenbart, at den skattepligtiges indkomst ikke vil blive så stor, at han skal svare de i § 40 nævnte skatter, kan vedkommende skattemyndighed med fremtidig virkning bestemme, at der ikke skal indeholdes skat i A-indkomst, som den skattepligtige oppebærer. Bestemmelsen kan begrænses til at angå en vis A-indkomst eller A-indkomst, som udbetales eller godskrives i en vis periode eller indtil et vist maksimalbeløb. Når sådan bestemmelse er truffet, skal vedkommende modtager af A-indkomst forevise et af skattemyndigheden udstedt frikort for den, der udbetaler eller godskriver A-indkomsten. Skatteministeren kan, når særlige forhold taler derfor, bestemme, at indeholdelse af skat i en vis art af A-indkomst skal undlades uden anvendelse af frikort. I så fald ses der ved beregningen af fradragsbeløb efter stk. 2 bort fra udgiftsfradrag, der er knyttet til den omhandlede art af A-indkomst.

Stk. 7. Har den skattepligtige hverken afleveret skattekort eller forevist bikort eller frikort, skal der indeholdes 60 pct. af den udbetalte eller godskrevne A-indkomst uden fradrag efter stk. 2-3.

Stk. 8. Skattemyndighederne kan meddele den indeholdelsespligtige de oplysninger, der ellers fremgår af skattekortet, bikortet eller frikortet. Indeholdelse af A-skat skal da uanset stk. 7 ske på grundlag af disse oplysninger. Oplysning om skattekortfradrag må dog kun anvendes ved skatteberegningen, såfremt skattekort er afleveret til den indeholdelsespligtige.

Stk. 9. Den skattepligtige kan over for den indeholdelsespligtige begære, at denne indeholder A-skatten med en højere procent end angivet på skattekortet eller bikortet. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler herom.

Kilde: Retsinformation.dk