Bekendtgørelse af lov om opkrævning af indkomstskat for personer m.v. (* 1) (* 13) (Kildeskat) § 25 A

§ 25 A. (* 13) Indkomst, der vedrører en erhvervsvirksomhed, medregnes ved opgørelsen af skattepligtig indkomst, personlig indkomst og kapitalindkomst, jf. personskattelovens §§ 2-4, hos den ægtefælle, der driver virksomheden. Deltager begge ægtefæller i driften, medregnes indkomst som nævnt i 1. og 2. pkt. hos den ægtefælle, der i overvejende grad driver virksomheden.

Stk. 2. Kapitalafkast efter virksomhedsskattelovens § 7, der overføres til den skattepligtige, medregnes dog ved opgørelsen af skattepligtig indkomst og kapitalindkomst hos den af ægtefællerne, der har rådighed over virksomheden som nævnt i § 24 A.

Stk. 3. Hvis ægtefæller, der er samlevende ved indkomstårets udgang, begge har deltaget i væsentligt omfang i driften af den ene ægtefælles eller begges erhvervsvirksomhed, kan ægtefællerne anmode om, at indtil 50 pct., dog højst et grundbeløb på 117.300 kr., af virksomhedens overskud opgjort efter stk. 4 overføres til den ægtefælle, der ikke i overvejende grad driver virksomheden, som skattepligtig indkomst og personlig indkomst hos denne, jf. dog stk. 7. Det overførte beløb må dog ikke stå i åben-bart misforhold til den medarbejdende ægtefælles arbejdsindsats i erhvervsvirksomheden. Grundbeløbet på 117.300 kr. reguleres efter personskattelovens § 20.

Stk. 4. Ved beregningen af den del af overskuddet, der efter stk. 3 overføres til den anden ægtefælle, opgøres virksomhedens overskud efter reglerne for opgørelsen af skattepligtig almindelig indkomst med tillæg af renteudgifter og kurstab på fordringer og gæld og med fradrag af rente- og udbytteindtægter, samt kursgevinster på fordringer og gæld, som indgår i opgørelsen af dette overskud.

Stk. 5. Den skattepligtige indkomst og den personlige indkomst efter stk. 1 nedsættes med det beløb, der overføres til den medarbejdende ægtefælle efter stk. 3.

Stk. 6. (* 14) Er samlivet mellem ægtefællerne ophørt i løbet af indkomståret, gælder stk. 1-5 ikke. Er samlivet ophørt af anden grund end en ægtefælles død medregnes den i stk. 1 nævnte indkomst fra virksomheden indtil samlivets ophør dog ved indkomstopgørelsen for den af ægtefællerne, der i overvejende grad har drevet virksomheden.

Stk. 7. En lønaftale mellem ægtefæller, der begge deltager i driften af den ene ægtefælles eller begges erhvervsvirksomhed, kan tillægges skattemæssig virkning, hvis pligterne efter denne lov til at indeholde og indbetale A-skat overholdes. I de indkomstår, hvor en lønaftale finder anvendelse i hele året eller en del af året, kan stk. 3 ikke anvendes. Lønaftalen kan først tillægges skattemæssig virkning fra det tidspunkt, hvor aftalen træder i kraft. Lønnen til den ægtefælle, der ikke i overvejende grad driver virksomheden, må ikke stå i åbenbart misforhold til ægtefællens arbejdsindsats i erhvervsvirksomheden. Den ægtefælle, der efter stk. 1 skal medregne indkomst vedrørende erhvervsvirksomheden, betragtes som arbejdsgiver med de pligter, der følger af skattelovgivningens almindelige regler. Den anden ægtefælle betragtes som lønmodtager.

Kilde: Retsinformation.dk