Anpartsselskabsloven § 5 a

§ 5 a. I stiftelsesdokumentet skal optages de bestemmelser, som måtte være truffet om:

    1. at anparter skal kunne tegnes mod indskud af andre værdier end kontanter (apportindskud),
    1. at selskabet skal overtage sådanne værdier på anden måde end mod vederlag i anparter,
    1. at der skal tilkomme stiftere eller andre særlige rettigheder eller fordele, samt
    1. at der med stiftere eller andre skal indgås aftale, hvorved der påføres selskabet en væsentlig økonomisk forpligtelse.

Stk. 2. Apportindskud skal have en økonomisk værdi. Sådant indskud kan dog ikke bestå i forpligtelse til at udføre arbejde eller erlægge tjenesteydelser. Fordringer på stiftere kan ikke indskydes, uanset om fordringerne er sikret ved pant.

Stk. 3. Stiftelsesdokumentet skal indeholde en redegørelse for de omstændigheder, der er af betydning for bedømmelsen af de bestemmelser, der er truffet i henhold til stk. 1. Redegørelsen skal omfatte:

    1. oplysning om navn og bopæl for de personer, som omfattes af bestemmelserne,
    1. en beskrivelse af hvert indskud eller erhvervelse,
    1. oplysning om den anvendte fremgangsmåde ved vurderingen,
    1. angivelse af det for overtagelsen fastsatte vederlag og
    1. erklæring om, at den ansatte værdi mindst svarer til det aftalte vederlag, herunder den pålydende værdi af de anparter, der skal udstedes, med tillæg af eventuel overkurs.

Stk. 4. Dokumenter, hvis hovedindhold ikke er gengivet i stiftelsesdokumentet, men hvortil der henvises i stiftelsesdokumentet, skal vedhæftes dette.

Stk. 5. Aftaler angående de forhold, der er omhandlet i stiftelsesdokumentet, men som ikke godkendes ved dette, har ikke gyldighed over for selskabet.

Kilde: Retsinformation.dk