Bekendtgørelse af lov om aktieselskaber (* 1)(* 16) (Aktieselskabsloven) § 21
§ 21. Selskabet kan udstede aktiebreve. Såfremt een aktionær ønsker det, eller aktierne er omsætningspapirer eller udstedt til ihændehaveren, skal der for samtlige aktier udstedes aktiebreve, medmindre aktierne udstedes gennem Værdipapircentralen. Hvis der gælder indskrænkninger i aktiernes omsættelighed eller aktionærerne er forpligtede til at lade deres aktier indløse, kan aktiebrevene dog ikke udstedes til ihændehaver, ligesom de ikke med virkning i forhold til selskabet kan overdrages til ihændehaver.
Stk. 2. Aktiebreve må ikke udleveres, før aktietegningen er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Navneaktier må kun udleveres til aktionærer, der er noteret i aktiebogen.
Stk. 3. Aktiebreve skal angive selskabets navn, hjemsted og registreringsnummer, aktiens løbenummer og aktiens pålydende beløb. Aktiebrevet skal endvidere angive, om aktien skal lyde på navn eller kan lyde på ihændehaver, samt aktiebrevets udstedelsesdag eller -måned. Aktiebreve skal underskrives af bestyrelsens medlemmer. Underskrifterne kan dog gengives ad mekanisk vej.
Stk. 4. Såfremt der efter vedtægterne kan udstedes aktier af forskellige klasser, skal aktiebrevet angive, til hvilken klasse det hører.
Stk. 5. Aktiebrevet skal endvidere angive de bestemmelser, vedtægterne måtte indeholde om:
-
- at aktierne skal noteres som betingelse for stemmeret,
-
- at der til nogle aktier er knyttet særlige rettigheder,
-
- at aktionærer skal være forpligtet til at lade deres aktier indløse,
-
- at aktierne ikke skal være omsætningspapirer,
-
- at der skal gælde indskrænkninger i aktiernes omsættelighed, samt
-
- at aktierne skal kunne mortificeres uden dom.
Stk. 6. Aktiebreve skal indeholde et forbehold om, at der efter deres udstedelse kan være truffet bestemmelse vedrørende de i stk. 3 - 5 nævnte forhold, som ændrer aktionærens retsstilling. Foretages sådanne ændringer, skal bestyrelsen så vidt muligt drage omsorg for, at aktiebrevene får påtegning herom eller ombyttes med nye aktiebreve.
Kilde: Retsinformation.dk