Bekendtgørelse af lov om boligbyggeri § 49

§ 49. Støtte efter § 48 kan kun gives, hvis kommunen yder den støtte, som fremgår af stk. 2 samt af kapitel 4 og 6 og § 51, og boligselskabet (låntager) betaler ydelser på indekslånet i overensstemmelse med reglerne i stk. 4.

Stk. 2. Kommunen godtgør staten 20 pct. af udgifterne til ydelsesstøtten.

Stk. 3. Halvdelen af kommunens andel af ydelsesstøtten fordeles i hovedstadsområdet mellem kommunerne i dette område efter reglerne om fordeling af boligstøtte i lov om individuel boligstøtte.

Stk. 4. Låntagers betaling af ydelser på indekslånet sker første gang ved lånets 2. termin og udgør et beløb, som svarer til 1,978 pct. af den regulerede bogførte hovedstol. Betalingen reguleres 2 gange årligt pr. 1. januar og 1. juli efter samme regler, som gælder for regulering af afdrag på indekslån, type IS, ifølge realkreditloven. Reguleringen sker, indtil låntagers betaling svarer til de samlede ydelser på lånet.

Stk. 5. Ydelsesstøtte udgør et beløb, som svarer til forskellen mellem de samlede ydelser på indekslånet og låntagers betaling.

Stk. 6. Ydelsesstøtte ydes med virkning fra indekslånets optagelse og udbetales bagud i tilknytning til de i pantebrevene fastsatte terminer. Udbetalingen sker til det långivende realkreditinstitut på grundlag af en specificeret opgørelse fra instituttet.

Kilde: Retsinformation.dk