Bekendtgørelse af lov om boligbyggeri § 14

§ 14. Ledige lejligheder skal af selskabet anvises til boligsøgende, som er optaget på en venteliste i selskabet, og som har behov for almennyttige boliger af den pågældende art. Ledige lejligheder kan endvidere anvises af kommunalbestyrelsen efter reglerne i stk. 2 og 3 samt af selskabet efter reglerne i stk. 5, 9 og 10. Selskabet opkræver gebyrer hos boligsøgende for administration af ventelisten.

Stk. 2. Selskabet skal efter kommunalbestyrelsens bestemmelse stille indtil hver fjerde ledige lejlighed til rådighed for kommunalbestyrelsen til løsning af påtrængende boligsociale opgaver i kommunen herunder at opnå en mere afbalanceret beboersammensætning i enkelte almennyttige afdelinger. Kommunen betaler lejen (boligafgiften) fra det tidspunkt, fra hvilket en lejlighed er til rådighed for kommunalbestyrelsen, og indtil udlejning sker. Kommunen garanterer endvidere for boligtagerens opfyldelse af kontraktmæssige forpligtelser over for boligselskabet til at istandsætte boligen ved fraflytning. Ændrer kommunen en beslutning om at råde over en lejlighed, som ikke er udlejet, skal lejen (boligafgiften) dog ikke betales ud over det tidspunkt, hvorfra en opsigelse ville have haft virkning.

Stk. 3. Selskabet kan indgå aftale med kommunalbestyrelsen om at stille ledige lejligheder til rådighed for kommunalbestyrelsen til løsning af påtrængende boligsociale opgaver i kommunen herunder at opnå en mere afbalanceret beboersammensætning i enkelte almennyttige afdelinger. Reglerne i stk. 2 om kommunens betaling af leje og garanti for opfyldelse af boligtagerens forpligtelse til at istandsætte boligen ved fraflytning finder tilsvarende anvendelse ved anvisninger, der sker efter aftale i henhold til 1. pkt., samt ved anvisninger, som i øvrigt foretages af kommunalbestyrelsen.

Stk. 4. Har kommunalbestyrelsen i medfør af stk. 2 og 3 benyttet sin anvisningsret for at opnå en mere afbalanceret beboersammensætning i en afdeling, og konstateres der som følge heraf ledige lejligheder i afdelingen, kan kommunalbestyrelsen dække det heraf opståede lejetab.

Stk. 5. Har kommunalbestyrelsen truffet bestemmelse om anvisning af minimum 1/8 af de ledige lejligheder efter stk. 2, eller er der indgået aftale om anvisning af minimum 1/8 af de ledige lejligheder efter stk. 3, kan kommunalbestyrelsen og selskabet aftale, at indtil 1/4 af de ledige lejligheder skal anvises af selskabet efter særlige sociale kriterier. Kriterierne fastsættes ved aftale mellem kommunalbestyrelsen og selskabet. De aftalte kriterier offentliggøres af kommunalbestyrelsen.

Stk. 6. Såfremt ledige lejligheder i medfør af stk. 1 eller 5 stilles til rådighed for flygtninge, jf. § 65 i lov om individuel boligstøtte, finder reglerne i stk. 2 vedrørende kommunens betaling af leje og garanti for opfyldelse af boligtagerens forpligtelser over for boligselskabet til at istandsætte boligen ved fraflytning tilsvarende anvendelse. Overdragelsen skal godkendes af kommunalbestyrelsen. Den boligsøgende kan kun afvises, såfremt kommunen efter reglerne i lov om individuel boligstøtte kan afslå at yde støtte.

Stk. 7. Kommunens udgifter ved udlejning til flygtninge i medfør af stk. 2 og 6 refunderes af staten med 100 pct. Refusionen udbetales kvartalsvis bagud på grundlag af en opgørelse over kommunens afholdte udgifter. Opgørelsen fremsendes til Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning.

Stk. 8. Flygtninge tilbagebetaler skyldige beløb i medfør af stk. 2 og 6 til kommunalbestyrelsen i løbet af højst 5 år, idet tilbagebetalingen afpasses efter skyldnerens økonomiske forhold.

Stk. 9. Selskabet kan udleje lejligheder til kommunalbestyrelsen eller amtsrådet til etablering af bofællesskaber for lejere med særlige sociale behov, jf. kapitel 4 a i lov om individuel boligstøtte. Beboernes ret til medindflydelse, jf. § 15, udøves af bofællesskaberne.

Stk. 10. Selskabet kan med kommunalbestyrelsens godkendelse udleje lejligheder til den type bofællesskaber, som er nævnt i stk. 9. Reglerne i stk. 2 om kommunens betaling af leje og garanti for opfyldelse af boligtagerens forpligtelser over for selskabet til at istandsætte lejligheden ved fraflytning finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 11. Boligministeren kan fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i stk. 1-5, herunder om fortrinsret for husstande med børn samt for særlige befolkningsgrupper.

Kilde: Retsinformation.dk