Bekendtgørelse af lov om anpartsselskaber (Anpartsselskabsloven) § 17 a

§ 17 a. Selskabet fører en særlig fortegnelse over de anpartshavere, der besidder anparter, som er tillagt enten mindst 10 pct. af indskudskapitalens stemmerettigheder, eller hvis pålydende værdi udgør mindst 10 pct. af indskudskapitalen, dog mindst 100.000 kr. Såfremt en anpartshaver har pantsat anparter med ret for panthaver til at udnytte de til anparterne knyttede stemmerettigheder, skal panthaver optages i fortegnelsen. Fortegnelsen skal angive de pågældendes fulde navn, stilling og bopæl samt størrelsen af deres anparter.

Stk. 2. De i stk. 1 omhandlede anpartshavere og panthavere skal inden for en frist af 1 måned over for selskabet anmelde og dokumentere erhvervelsen af anparter i selskabet. Enhver ændring i disse besiddelsesforhold, der repræsenterer mindst 5 pct. af stemmerne eller indskudskapitalen, eller som bevirker, at betingelserne i stk. 1 ikke længere er opfyldt, skal ligeledes inden en frist på 1 måned anmeldes og dokumenteres over for selskabet. Selskabet skal straks indføre de anmeldte oplysninger i den i stk. 1 nævnte fortegnelse, der på selskabets kontor skal være tilgængelig for offentlige myndigheder, anpartshavere, bestyrelsesmedlemmer og en repræsentant for medarbejderne i selskaber, hvor der ikke er valgt bestyrelsesmedlemmer i henhold til § 32, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2. Enhver, der måtte være interesseret heri, kan ved skriftlig henvendelse til selskabet få tilsendt udskrift af fortegnelsen. Selskabet er berettiget til at opkræve et gebyr, der dækker omkostningerne ved fremstilling og forsendelse af udskriften.

Stk. 3. Ved anvendelsen af stk. 1 anses selskaber, der udgør en koncern, som een anpartshaver, og den i stk. 2 omhandlede anmeldelsespligt påhviler da moderselskabet.

Stk. 4. De i fortegnelsen optagne anpartshavere og panthavere anføres i selskabets årsberetning med angivelse af navn, stilling og bopæl.

Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 1-4 finder kun anvendelse i de selskaber, hvor indskudskapitalen andrager 300.000 kr. eller mere.

Kilde: Retsinformation.dk