Bekendtgørelse af lov om lærlingeforhold (* 0) (* 19) (* 20) (* 21) § 4
§ 4. Det skal ved kontrakten nøjagtig bestemmes, på hvilke økonomiske vilkår lærlingen skal arbejde i læretiden.
Stk. 2. I fag eller dele af et fag, hvor der findes en gennem kollektiv overenskomst mellem fagets arbejdsgiver- og arbejderorganisationer fastsat løn, skal mindst denne løn betales. I fag, hvor der ikke findes en sådan overenskomst, nedsætter de pågældende faglige organisationer et nævn, bestående af 2 arbejdsgiver- og 2 arbejderrepræsentanter samt af en af den faste voldgiftsret (* 3) udnævnt formand. Tvivlsspørgsmål vedrørende nedsættelse af lønnævn kan indbringes for Lærlingerådet, hvis afgørelse er endelig. Såfremt et flertal af de af organisationerne udpegede medlemmer er enigt om fastsættelse af en mindsteløn, skal der i læreforhold inden for faget mindst betales den således fastsatte løn. Meddelelse om fastsættelsen skal tilstilles de offentlige arbejdsanvisningskontorer(* 1), der påser, at den i lærekontrakter i det pågældende fag vedtagne løn ikke ligger under den således fastsatte mindsteløn, der også skal være gældende i løbende læreforhold. For så vidt der ikke vindes tilslutning fra et flertal blandt de af organisationerne udpegede medlemmer om fastsættelse af en mindsteløn, er nævnets formand berettiget til at offentliggøre resultatet af forhandlingerne og derunder at anføre sit eget standpunkt.
Stk. 3. Læremesteren skal betale (* 4) den i nærværende lovs § 13 eller § 17 omhandlede undervisning. De fornødne rekvisitter og undervisningsmaterialer, der skal betales af læremesteren, udleveres lærlingen af skolen. Lærlingen og dennes forældre er ansvarlige for de udleverede rekvisitter og undervisningsmaterialer. Læremesteren skal bestride udgifterne ved lærlingens aflæggelse af svendeprøve eller anden afsluttende prøve.
Stk. 4. Der må ikke i kontrakten optages bestemmelser om, at lærlingen efter udstået læretid eller inden for et vist tidsrum derefter ikke må tage arbejde i det pågældende fag eller drive forretning i samme, eller om, at lærlingen efter læretidens udløb skal arbejde hos læremesteren for en bestemt løn. Der må ikke i kontrakten indeholdes bestemmelser, der direkte eller indirekte fastsætter omfanget af den erstatning, der i tilfælde af eventuelt kontraktbrud vil være at erlægge. Enhver uden for kontrakten indgået forpligtelse, der strider imod de her givne bestemmelser, er ugyldig.
Kilde: Retsinformation.dk